Vis samfundsansvar, og tjen penge
17-11-2014
Et halvt hundrede midtjyske virksomheder er repræsenteret på næste uges erhvervskonference i Aarhus om socialt ansvar og bæredygtighedspolitikker. Her kan de blandt andet møde socialøkonomiske virksomheder, som de kan overveje at samarbejde med.
Hvad er det lige, at traditionelle små og mellemstore virksomheder i Midtjylland kan få ud af at stille ind på mere samfundsansvar og eksempelvis samarbejde med såkaldte socialøkonomiske virksomheder?
Det vil der blive givet eksempler på onsdag den 26. november ved erhvervskonferencen ”Socialt ansvar er en god forretning”, der holdes i Aarhus.
Bag konferencen står Region Midtjylland, Dansk Erhverv, VIA University College og Aarhus Kommune.
Gode erfaringer
En stribe midtjyske virksomheder har allerede indarbejdet bæredygtighed og samfundsansvar i deres forretningsmodeller, og nogle af dem vil gerne dele ud af deres erfaringer på konferencen.
Det gælder G4S, der i Randers og Viborg Kommuner har etableret en mentorordning for unge, som behøver støtte til at komme i gang med en uddannelse eller få et job, så de ikke havner på varig kontanthjælp og måske i misbrug eller kriminalitet.
Det gælder it-virksomheden CSC Scandihealth, der har valgt at samarbejde med Boas-specialisterne, hvis medarbejdere lever med en autisme-diagnose.
Og det gælder Dansk Supermarked, der har valgt at donere fødevarer som ikke er blevet solgt og stadig er i orden, til Fødevarebanken, der fordeler maden til organisationer, som tager sig af samfundets udsatte.
Endelig vil BRF Kredit fortælle om sit arbejde med samfundsansvar. Det rækker 40 år tilbage i tiden og giver ifølge virksomheden selv mening for såvel BRF Kredit som medarbejdere og kunder.
Værdiskabende
”Der er altså mange måder at udvise samfundsansvar på - og vi vil gerne vise, hvordan forskellige initiativer kan skabe værdi for virksomhederne og gøre dem mere konkurrencedygtige. Hvad enten der er tale om øget omsætning, stabile underleverancer eller effekter af et bedre omdømme som eksempelvis nemmere rekruttering af de rigtige medarbejdere”, siger afdelingsleder i Region Midtjylland Bent B. Mikkelsen.
Blandt oplægsholderne på konferencen er Tania Ellis, der driver rådgivningsvirksomheden The Social Business Company. Den inspirerer og hjælper ambitiøse virksomheder og innovative entreprenører med at skabe økonomisk og social værdi.
Deltagerne får desuden chancen for at møde 20 forskellige socialøkonomiske virksomheder, der præsenterer deres forretningskoncepter og inviterer til samarbejde med andre virksomheder.
Konferencen foregår onsdag d. 26. november 2014
kl. 8.30 - 13.00
hos G4S, Tangen 8, 8200 Århus N
Pressen er velkommen til at deltage i hele eller dele af konferencen.
Yderligere oplysninger:
Bent B. Mikkelsen
Afdelingschef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Karen Elsgaard, udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1512
karen.elsgaard@ru.rm.dk