Aarhusvirksomheder får et ekstra skub
Et samarbejde mellem Region Midtjylland og Innovationsfonden giver to aarhusianske virksomheder adgang til international forskning. De arbejder henholdsvis med online eksamenssystemer og 3D-modeller af bymiljøer.
De to aarhusianske softwarefirmaer UNIwise ApS og I-GIS A/S samt Aarhus Universitet kommer nu med i det europæiske Eurostars-program, der er rettet mod forskningstunge projekter med deltagelse af små og mellemstore virksomheder.
Det er en bevilling på to mio. kroner fra Region Midtjylland, der sammen med Innovationsfondens og EU’s medfinansiering skaffer de to Aarhusvirksomheder ind i varmen og dermed bidrager til, at de øger deres internationale konkurrenceevne.
Online eksaminer
UNIwise ApS, der har hjemme på Katrinebjerg i Aarhus, vil etablere en online bedømmelses- og eksamensplatform til undervisningssektorer i europæiske og asiatiske lande. Projektet hedder OMAP og skal gennemføres i samarbejde med Aarhus Universitet samt en sydkoreansk virksomhed.
På mange vestlige og asiatiske universiteter foregår eksaminer stadig med pen og papir, og lærere overvåger de studerende for at undgå snyd. OMAP-projektets formål er at slippe af med pen og papir og den generelle manuelle håndtering af eksamenssituationerne. Der skal således udvikles en billigere løsning til at forhindre snyd samt statistik for forbedret læring og eksamensdesign. Projektet vil således fundamentalt ændre måden at eksaminere og bedømme på.
Modeller af bymiljøer
I-GIS A/S i Risskov vil med sit projekt MAGIC udvikle redskaber, som
sætter ikke-geologiske eksperter i stand til at lave geoteknisk kortlægning og geologisk 3D-modellering af, hvad der gemmer sig under jordoverfladen i byområder.
Projektet skal udvikle et softwareinstrument, som skal integreres med geofysiske måleinstrumenter fra den svenske virksomhed Guideline Geo og software fra Aarhus Universitet og dermed udgøre en samlet løsning, der kan bruges i planlægningen af infrastruktur og anden byudvikling. Her giver den voksende urbanisering udfordringer med blandt andet forurening og oversvømmelser i storbyerne.
Foruden Guideline Geo og Aarhus Universitet arbejder I-GIS sammen med Lunds Universitet om projektet.
iFacilitator
Begge virksomheder har fået hjælp og vejledning hos Midtjyllands EU-kontor (CDEU) i Bruxelles gennem initiativet iFacilitator. I iFacilitator arbejder CDEU sammen med de vigtigste erhvervsfremmeaktører i Midtjylland om at finde de lokale projekter, som har forudsætningerne for at opnå EU-støtte.
CDEU fungerer som en slags matchmaker mellem de mange forskellige EU-fonde og de midtjyske virksomheder. CDEU finder den fond, som passer bedst til projektet, og laver derefter en vurdering af virksomhedens muligheder og hjælper i ansøgningsprocessen.
Herefter kører en proces med virksomheden, og det afklares blandt andet, hvad innovationshøjden af projektet er, hvilke kompetencer projektet har behov for, og hvilke partnere i ind- og udland man kan inddrage.
Markedspotentiale og afkast
18 danske projekter, hvoraf tre er midtjyske, kommer med i Eurostars i denne runde. 51 havde søgt. Med Region Midtjyllands investering på godt to mio. kroner vil de to virksomheder modtage i alt 4,1 mio. kroner i offentlig støtte.
Programmet støtter udvikling af innovative produkter, der skal have et overbevisende markedspotentiale og forholdsvis hurtigt kunne generere et betydeligt afkast til de involverede partnere.
Målet er at styrke den europæiske konkurrenceevne i forhold til resten af verden, skabe nye arbejdspladser og styrke små og mellemstore højteknologiske virksomheder.
Læs mere på Innovationsfondens hjemmeside
Flere oplysninger
• Bent Hansen, formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, telefon: 7841 0010 / 4031 3707
• Pia Marlene Nissen, udviklingskonsulent, Regional Udvikling, Region Midtjylland, telefon: 2483 1089
• Jens Peter Vittrup, specialkonsulent, Innovationsfonden
Telefon: 6190 5023