15.04.16

Regionshospitalet Randers tilbyder nu familier, som før var indlagt flere måneder på Neonatal-afsnittet, at flytte de sidste ugers behandling af de for tidligt fødte spædbørn hjem i familien. Det sker ud fra devisen, at børnefamilier har det bedst hjemme i de vante omgivelser. 

Når barnet er så stabilt, at det har kunnet klare sig uden digital overvågning af puls og vejrtrækning i fire dage, kan familien, hvis den ønsker det, vælge at tage hjem og få besøg fra hospitalet. Det sker typisk i det, der ville have været 33. eller 34. svangerskabsuge.

"Kodeordet for vores tilbud er, at familierne skal beholde tømmerne i deres tilværelse. De må ikke tabe tråden til hverdagen i en meget lang indlæggelse", fortæller ledende overlæge på Børneafdelingen, Bent Windelborg Nielsen. "På hospitalet oplever mange en form for magtesløshed, når en stor del af dagen går med at kigge på en skærm, hvor man kan følge den lilles tilstand", siger han.

"Før sagde vi, at familierne kunne komme hjem, når børnene kunne spise selv og tog på", supplerer afdelingssygeplejerske Stine Rose, Neonatalafsnittet. "Egentlig lå børnene de sidste uger bare og voksede. Vi tror på, at det er bedst for familierne at være sammen, og familierne har ofte større overskud til at lære barnet at amme, når de er hjemme i vante opgivelser".

Kontakt døgnet rundt til hospitalet

De familier, som vælger at tage hjem, har de sidste dage på hospitalet tæt kontakt til de sygeplejersker, som den følgende tid kommer i hjemmet. De undervises bl.a. i at læse den lilles behov. To gange om ugen får familien derefter besøg i hjemmet, og undervejs køres det træningsforløb med fokus på barnets spisning, som tidligere foregik på hospitalet. Alle undersøgelser og kontroller forløber på samme måde, som hvis barnet havde været indlagt på hospitalet.

De familier, som ønsker at være hjemme og få besøg af hospitalet, kan ringe til Neonatalafsnittet og få råd døgnet rundt, og der er i hele perioden en plads klar til dem på hospitalet, hvis de ønsker det.

Når familien er i smult vande, kontakter hospitalet kommunens sundhedspleje, og det sidste besøg fra hospitalet foregår sammen med sundhedsplejen. 

Alle familier, som har fået tilbud om besøg hjemme, har sagt ja.