04.04.16
Fra mange indsprøjtninger til ganske få. Det er fremtidsscenariet, hvis det lykkes århusianske forskere at udvikle en ny allergikur, der vil gøre det langt lettere for græsallergikere at slippe for forårets irriterende røde øjne og kløe.
For de fleste er det en god nyhed, at foråret står for døren. Men for landets mange allergikere betyder det også hyppig nysen, tilstoppet næse og røde og kløende øjne. Men måske er der håb fremover. For forskere på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital tester i øjeblikket en ny allergikur, der vil gøre det langt lettere at blive vaccineret mod allergi.
”I dag er det temmelig besværligt at blive vaccineret mod allergi. Vi er derfor i gang med at teste om, man i virkeligheden kan nøjes med bare tre, men langt mere effektive indsprøjtninger. De foreløbige resultater er meget lovende,” siger Hans Jürgen Hoffmann, professor ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
Man regner med, at fem procent af befolkningen lider af høfeber. I uge 14 er der World Allergy Week, som netop sætter fokus på allergi som en global sundhedsudfordring.
Flere forsøg
For at blive vaccineret skal allergikere med svær græsallergi i dag have en ugentlig indsprøjtning i 12 uger og derefter indsprøjtninger hver anden måned. Den nye allergikur holder derimod i tre år, så allergikere vil kunne undgå mange lægebesøg, hvis kuren bliver udbredt.
”Vi har foreløbigt lavet forsøg med 42 personer. Nu udvider vi forsøgene til at omfatte 200 forsøgspersoner i hele Østjylland. Hvis det går lige så godt som i de første forsøg, vil vi kunne gå i gang med at forberede udbredelsen af behandlingen til hospitaler og speciallæger,” siger professor Hans Jürgen Hoffmann.
Hurtigere og billigere behandling for allergi
Vaccinen er den samme, som den, der bruges i den traditionelle behandling. Men som noget nyt sprøjtes vaccinen ind i lymfekirtlen i stedet for injektioner under huden. Dette gør ifølge forskerne kuren langt mere effektiv. Det er til gengæld også teknisk sværere, da lymfekirtlen maksimalt er på størrelse med en ært. Og det er den samme lymfekirtel, der skal rammes hver gang.
”Den nye kur er sværere at give, men vi er meget optimistiske her efter de første forsøg. Det vil virkelig være et stort fremskridt, hvis allergikere kan nøjes med blot tre indsprøjtninger. Både fordi de slipper for rigtig mange gener og lægebesøg, men det er selvfølgelig også billigere for samfundet,” siger Hans Jürgen Hoffman.
Resultaterne er endnu ikke videnskabeligt publicerede, da forskningsprojektet ikke er afsluttet.
Fakta om allergi
- Ca. hver 5. dansker lider af høfeber
- I de alvorlige tilfælde kan man få en allergivaccine
- Behandlingen tager tre år med mange besøg hos en speciallæge
- Græsallergikere kan også får vaccine via daglige tabeletter.