27.04.2016

Region Midtjylland har styr på økonomien og leverede i 2015 flotte resultater. Det fremgår af det netop godkendte årsregnskab og årsrapporten, som minder om, at Danmarks bedste hospitaler ligger i Region Midtjylland.

Pengene passer. Sundhedsområdet ramte plet med et driftsoverskud på 3,9 mio. kr. i 2015.

Det lille overskud svarer til 2 promille af budgettet og betyder, at Region Midtjylland overholder økonomiaftalen med regeringen.

Besparelser og balance

Det økonomiske resultat skal også ses i sammenhæng med, at Region Midtjylland i 2015 var økonomisk hårdt presset på grund af stigende udgifter til især nye behandlinger og medicin.

- Vi skal glæde os over, at økonomien er som den skal være - men vi skal også huske på, at den kun er god og stærk, fordi alle passer på pengene og holder igen, hvor de kan, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Han henviser til, at regionsrådet i 2015 gennemførte engangsbesparelser for 310 mio. kr., og vedtog besparelser for årene der kommer.

Efterspurgte tilbud på Socialområdet

I 2015 steg efterspørgslen på især specialtilbud med en høj faglig kvalitet. Blandt andet er regionens tilbud til borgere med autisme meget efterspurgt. 
Økonomisk sluttede Socialområdet året med et overskud på 20,2 mio. kr.

Regional Udvikling støtter erhvervslivet

Region Midtjylland skaber på det regionale udviklingsområde mange resultater igennem et stærkt samarbejde med kommuner, uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Der er søsat en lang række initiativer og en ny vækst- og udviklingsstrategi. 
Også Regional udvikling ramte plet i 2015 med et driftsoverskud på 100.000 kr.

Resultater i ord og billeder

Årsrapporten er fyldt med resultater, infografik, tabeller og billeder, der tegner Region Midtjyllands flotte resultater i 2015. 

Flere oplysninger