Gå til stor illustration af jordforurening

JORDFORURENING: Fra på onsdag kan interesserede gå under jorden sammen med Region Midtjylland.

Det foregår på Danmarks Industrimuseum i Horsens, hvor gæsterne møder bagsiden af den industrielle revolution og ser, hvordan regionen håndterer forureningerne.

Onsdag den 4. maj åbner Danmarks Industrimuseum i samarbejde med Region Midtjylland udstillingen Jorden er giftig, som følger op på mange års udvikling, siden industrisamfundet slog igennem i slutningen af 1800-tallet.

Jorden er giftig tager gæsten med ind under jorden i en typisk dansk provinsby og viser alt det, der normalt er ude af syne, gemt væk i rør, depoter eller i baghaven under gulerødderne.
Når den oplevelse har sat sig, kan de besøgende få indblik i eksempelvis de juridiske eller de nye teknologiske problemstillinger.


Udstillingen er tænkt til både den almindelige interesserede gæst og til skolerne, der kan passe udstillingen ind i mange forskellige fag.

Udstillingen åbnes af blandt andre regionsrådsformand Bent Hansen og Horsens' borgmester Peter Sørensen onsdag den 4. maj kl. 9.00. Umiddelbart herefter er den åben for offentligheden og kan ses resten af året.

Historien om bagsiden af den industrielle revolution, nemlig forurening af vores jord og grundvand, er særlig interessant på Industrimuseet, fordi museets mange udstillinger ligger på de gamle gasværks- og elektricitetsgrunde. De har siden 1865 lagt jord til de offentlige værker, der har leveret forsyninger til Horsens frem til 1985.

Nationale testgrunde

Grundene er i dag stærkt forurenede og indgår som en af de syv nationale testgrunde, som i regi af det offentlig-private samarbejde Danish Soil Partnership fungerer som forsknings- og udviklingsgrunde for universiteter, regioner og private virksomheder.
I ugen op til åbningen har VIA University College eksempelvis indsamlet data til et større projekt omkring gasværksgrunden.

En øjenåbner

Gæsterne, som besøger Industrimuseet, får derfor en øjenåbner til industrialiseringens mange facetter. Udstillingerne viser de tunge maskiner fra produktionen, hvordan menneskene i byerne har forbrugt og skaffet affald væk, hvordan forsyningsvæsnerne har leveret energi, og med den nye særudstilling bliver jorden under fødderne bragt i spil.

 

Billedtekst:

De besøgende kommer i nærkontakt med både utætte olietanke og kloakrør, når de bevæger sig rundt under den fiktive provinsby – i industrialiseringens fodspor. Illustrationerne er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen.

   Gå til stort billede af Danmarks Industrimuseums logo

 

Flere oplysninger:

• Rolf Johnsen, chefkonsulent, Regional Udvikling, Region Midtjylland, telefon: 2962 0830
• Ole Puggaard, direktør, Danmarks Industrimuseum, telefon: 7562 0788