18.08.2016

Der er for dårlig kontrol med de risikofaktorer, som kan give unge blodprop-patienter en ny blodprop

Vil man forebygge åreforkalkning og blodprop i hjertet, er det vigtigt at få behandlet risikofaktorer som forhøjet blodtryk og højt kolesteroltal, og man bør være normalvægtig, fysisk aktiv og undgå rygning. Har man sukkersyge, er det desuden vigtigt, at blodsukkeret er velkontrolleret.

For yngre mennesker, som allerede én gang har været ramt af åreforkalkning eller blodprop i hjertet, er det ekstra vigtigt at undgå disse risikofaktorer, så risikoen for nye hjerteanfald minimeres så meget som muligt, for de skal leve i mange år med denne risiko.

Alligevel viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet, at behandlingen af unge patienter med hjertesygdom kan optimeres.

I studiet indgik 143 yngre patienter behandlet i perioden 2002-2013 med ballon-udvidelse og/eller bypass-operation på Aarhus Universitetshospital. Disse patienter blev indkaldt og undersøgt for, hvorvidt behandlingen efter ballon-udvidelsen eller bypass-operationen levede op til internationalt anerkendte mål.

- Vi fandt, at risikofaktorerne hos denne patientgruppe var dårligt kontrollerede. Kun 5 % opfyldte alle de ønskede mål, siger læge og ph.d.-studerende Morten Krogh Christiansen.

- Specielt dårligt kontrolleret var vægten, idet 4 ud af 5 var overvægtige. Kolesterol-niveauet i blodet var for højt hos 3 ud af 5, det fysiske aktivitetsniveau var for lavt hos halvdelen, og 1/3 var rygere.

Forskerne konkluderer, at der hos yngre mennesker med hjertesygdom fortsat er et stort behov for at optimere behandling og rådgivning, så risikoen for nye hjerteanfald minimeres.

Resultaterne er offentliggjort i artiklen:

Christiansen MK, Jensen JM, Brøndberg AK, Bøtker HE, Jensen HK. Cardiovascular risk factor control is insufficient in young patients with coronary artery disease. Vasc Health Risk Manag. 2016 May 25;12:219-27.

Evt. yderligere information

Læge og ph.d.-studerende Morten Krogh Christiansen

Afdelingen for Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet

morten.christiansen@ki.au.dk / 7845 2267 / 2226 8783