15.08.2016

Ny rapport skal nuancere debat om sygehusmad fremstillet i køkkener uden for sygehusene.

Regionerne opfører i disse år en række nye, moderne sygehuse, som alle er støttet økonomisk af staten - de såkaldte kvalitetsfondsbyggerier. På flere af de nye sygehuse vil patienterne få serveret mad, der er tilberedt i køkkener uden for sygehusene, og det har medført debat om kvaliteten af maden.

En ny rapport kortlægger regionernes planer for mad på de nye sygehuse, herunder også særlige initiativer og fokusområder i relation til kosten på sygehusene. Fra Region Midtjylland indgår de tre kvalitetsfondsprojekter DNV Gødstrup, DNU og Hospitalsenhed Midt.

- Det glæder mig, at vi med kataloget nu har fået vished for, at der alle steder vil blive tilbudt indbydende måltider og madtilbud uanset den valgte produktionsform, og at der tænkes nyt og kreativt i forhold til både menu sammensætning, fremstilling af maden, reduktion af madspild og bæredygtighed siger regionsrådsformand og formand for Danske Regioner Bent Hansen om rapporten.

Rapporten skal være med til at nuancere debatten om sygehusmad ved dels at give indblik i, hvilke hensyn og overvejelser der ligger til grund for regionernes valg af kostkoncepter, og dels ved at give et overblik over det store arbejde, der foregår i regionerne med henblik på at fastholde og udvikle kvaliteten og serviceniveauet i forhold til sygehusmad.

Flere oplysninger

  • Regionsrådsformand Bent Hansen (S), tlf.4031 3707

Gå til pdf med folderen God mad på de nye sygehuse

Tryk her - eller på billedet - for at hente rapporten (PDF 5,5 mb)

Foto: Joachim Rode, Region Sjælland