Gå til stort billede af vinderne af Local Cooking i Region Midtjylland

Danmarksmesteren i velsmagende mad baseret på lokale råvarer bliver kåret på søndag, når den nationale finale i Local Cooking løber af stabelen i Aarhus. Fra Region Midtjylland, der støtter arrangementet, deltager to unge kokke med kylling à la Under Klippen.

Der er æren og præmier for 30.000 kroner på spil, når konkurrencen Local Cooking på søndag afvikler finalen. 

Det foregår i forbindelse med den årlige Food Festival i Aarhus, og her skal fire kokke-teams dyste om at skabe den bedste ret med råvarer fra deres lokalområde.
Ved regionsmesterskaberne i juni hentede de to unge kokke Jacob Jensbye og Michael Nørtoft førstepladsen hjem til deres arbejdsplads Restaurant Under Klippen – dengang med en ret baseret på lokale producerede majskyllinger, rødbeder og æbler. Her deltog otte midtjyske restauranter.

Også på søndag har Jacob Jensbye og Michael Nørtoft blandt andet kylling på tallerknerne. De får fint selskab af kokke fra Restaurant Knapp fra Åbenrå, Svinkløv Badehotel fra Fjerritslev samt Babette fra Vordingborg.

Bedre madoplevelser

Region Midtjylland støtter Local Cooking som et led i sin turismesatsning. Arrangementet skal skabe bedre madoplevelser for turisterne og styrke samarbejdet mellem fødevareproducenter, spisesteder, turismeerhvervet og uddannelser inden for fødevarer og gastronomi.


Finalen i Aarhus holdes på søndag den 4. september 2016 klokken 10-11.30 på Kokkescenen på Food Festivalen på Tangkrogen.

Flere oplysninger:
Karsten Bækgaard, kontorchef, Region Midtjylland, telefon: 7841 1702 / 2961 7769