I løbet af efteråret går jagten ind på de 355 iværksættere og mindre virksomheder, der skal med i regionernes fælles eliteprogram Scale-up Denmark. Det skal være virksomheder med et ekstraordinært vækstpotentiale, og de vil få adgang til stærke, faglige miljøer og intensiv træning.
Region Midtjylland har nu på vegne af regionerne og de regionale vækstfora udpeget de 10 konsortier, som skal føre det landsdækkende eliteprogram for mindre virksomheder, Scale-up Denmark, ud i livet.
Programmet har 165 mio. kroner i ryggen til at finde og optræne virksomheder overalt i landet, så de med rekordfart kan blive succesforetagender, der kan tiltrække danske og udenlandske investorer.
Minister: Stærkt initiativ
- Danmark har mange virksomheder med solide vækstpotentialer. Dem skal vi hjælpe godt på vej, så de kan vokse sig store og bidrage til vækst og beskæftigelse i Danmark, siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).
- Scale-up Denmark er et stærkt initiativ, som kan bidrage til at skabe flere højvækstvirksomheder, og jeg ser det som en stor styrke, at de fem regioner samarbejder aktivt om at udvikle nogle gode acceleratorforløb for udvalgte virksomheder, siger ministeren.
Tiden er kostbar
- Med Scale-up Denmark giver vi de dygtigste virksomheder kræfter til at folde deres potentiale ud – hurtigere, end de ellers ville kunne. Og netop tiden er kostbar, når man løber om kap med andre dygtige virksomheder i alle dele af verden, siger Bent Hansen, formand for regionsrådet og vækstforum i Region Midtjylland.
- Samtidig får virksomhederne VIP-adgang til stærke, faglige miljøer, som måske findes uden for deres egen region, siger Bent Hansen.
Rekruttering
I den kommende tid går konsortierne således i gang med at screene omkring 3.500 virksomheder for at identificere de 355, som vurderes at kunne få mest udbytte af at deltage i sådan et accelerator- og opskaleringsforløb.
Det skal ske i samarbejde med blandt andre de regionale væksthuse, innovationsmiljøer, klyngeorganisationer og lokale erhvervsservicekontorer.
Konsortierne vil være på udkik efter mindre danske eller udenlandske virksomheder, som har et ekstraordinært vækstpotentiale. De er allerede er ude på markedet med deres produkt, men er klar på at udnytte deres potentiale fuldt ud.
Regionale styrker
Konsortierne har også ansvar for i samarbejde med det etablerede erhvervsliv at sikre stærke faglige miljøer omkring deltagervirksomhederne – miljøer, som udspringer af eksisterende styrkepositioner i de fem regioner.
Det betyder, at deltagervirksomhederne skal have tilknytning til en af følgende sektorer:
- Region Midtjylland: Fødevarer, smart industri og cleantech.
- Region Nordjylland: Det maritime område
- Region Syddanmark: Sundheds- og velfærdsteknologi, offshore samt energieffektive teknologier
- Region Sjælland: Bioøkonomi og Industriel symbiose
- Region Hovedstaden: Life Science og bioteknologi samt informations- og kommunikationsteknologi
Inspiration til de store
Inden for de nævnte sektorer findes der typisk store internationalt orienterede virksomheder, førende forsknings- og videnmiljøer, medarbejderkompetencer eller kapitalmuligheder, som deltagervirksomhederne både kan profitere af og på sigt også være med til at udvikle.
Adskillige store og veletablerede virksomheder bakker op om forløbene, herunder A. P. Møller – Maersk, Blue Water Shipping, B&O, Grundfos og Novo Nordisk - ikke mindst fordi de ser en mulighed for at spotte tendenser og få kendskab til nye produkter ved at komme i kontakt med morgendagens højvækstvirksomheder.
1.200 nye job
Ambitionen med Scale-up Denmark er, at de 355 virksomheder tilsammen skal skabe 1.200 nye arbejdspladser i løbet af de kommende fem år og præstere en meromsætning på 2 mia. kroner.
De 165 mio. kroner, som programmet koster, kommer fra regionernes erhvervsudviklingsmidler, fra EU's regionalfondsmidler og fra virksomhederne selv.
--------------
Flere citater fra regionsrådsformænd/vækstforumformænd:
Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand og formand for Vækstforum, Region Hovedstaden:
Scale-Up Denmark vil helt sikkert give et boost til nye internationalt orienterede vækstvirksomheder i Hovedstadsregionen på de områder, vi er særligt gode indenfor, nemlig Life Science og Informationsteknologi. Projektet vil kunne give ambitiøse, men internationalt uprøvede it-iværksættere værdifuld sparring hos dygtige trænere og mentorer fra succesfulde danske og internationale virksomheder. Det tror jeg rykker. Og måske er vi med til at skabe den næste Trust-Pilot eller IO-Interactive.
Jens Stenbæk (V), regionsrådsformand og formand for Vækstforum, Region Sjælland:
- Scale-up Denmark er meget ambitiøst. Det vil give virksomheder med stort potentiale for skalering et markant internationalt afsæt og netværk fra dag et. I Danmark er vi gode til at starte virksomheder. Nu skal vi få endnu flere til at vækste. Med Scale-up Denmark forventer jeg, at vi hjælper en ny generation C20-virksomheder på vej. I Region Sjælland har vi især meget høje forventninger til et yderligere løft af virksomheder inden for bioøkonomi.
Stephanie Lose (V), regionsrådsformand og formand for Vækstforum, Region Syddanmark:
- Jeg er glad for, at vi med det tværregionale Scale-up Denmark - som både er internationalt og stærkt vækstfokuseret – får styrket mulighederne for at udvikle højvækstvirksomheder inden for de syddanske satsninger på sundheds- og velfærdsteknologi, offshore og energieffektive teknologier. Og både i Syddansk Vækstforum og i Regionsrådet har vi store forventninger til, at acceleratorforløbene vil skabe vækst og fornyelse i samspil med de eksisterende aktører inden for forretningsområderne.
Ulla Astman (S), regionsrådsformand og formand for Vækstforum, Region Nordjylland:
- Scale-up Denmark vil opfylde vores ambition om at skabe flere store vækstvirksomheder, og det sker i en koordineret indsats i de fem regioner. I Nordjylland har vi fokus på det maritime område, hvor vi i forvejen er stærke. Effekten vil være, at dette brancheområde vokser yderligere i Nordjylland. Regionernes samarbejde indebærer, at vores vækstvirksomheder på andre brancheområder kan få et udviklingsforløb, som vi ikke alene kan tilbyde.
Se liste over de 10 udpegede konsortier
Se mere om Scale-up Denmark
Billedtekst:
De fem danske regioner har hver deres styrkepositioner med særlige udviklingsmiljøer, og dem kan de nye højvækstvirksomheder stå på skuldrene af. Illustrationen er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen.
Flere oplysninger:
- Region Midtjylland, Bent Hansen (S), telefon: 7841 0010 / 4031 3707, bent.hansen@rr.rm.dk
- Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S) via pressevagten på presse@regionh.dk eller 7020 9588
- Region Sjælland, Jens Stenbæk (V), telefon: 2037 1198, jenst@regionsjaelland.dk
- Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), telefon: 2533 0982, slo@rsyd.dk
- Region Nordjylland, Ulla Astman (S), telefon: 3023 6454, ullaa@rn.dk
- Erhvervs- og Vækstministeriet, Sara Ringgaard Price, presserådgiver, 3392 3350 / 9139 9407, srp@evm.dk