13.12.2016
Det er ikke lykkedes at rekruttere psykiatriske speciallæger til Holstebro, og Region Midtjylland arbejder nu på en nødplan, der skal sikre behandlingen af patienterne efter 1. februar.
1. februar 2017 står Regionspsykiatrien Vests afdeling i Holstebro uden psykiatriske speciallæger.
Uden fastansatte speciallæger i psykiatri på matriklen kan der ikke sikres den nødvendige kontinuitet i behandlingen af de indlagte patienter, og af hensyn til patientsikkerheden, personalets sikkerhed og kvaliteten af behandlingen vil der nu blive udarbejdet et udkast til en nødplan med henblik på at flytte patienter og personale ved sengeafsnittet fra Holstebro i slutningen af januar.
Gennem den seneste tid har der været gjort en stor indsats for at rekruttere speciallæger til Regionspsykiatrien Vest. Der er forsøgt både intern rekruttering i psykiatrien i hele regionen og rekruttering via vikarbureauer. Disse initiativer har dog ikke givet noget resultat, og vurderingen er, at mulighederne for at rekruttere speciallæger i psykiatri til Holstebro er udtømt.
- Jeg er ked af, at vi ikke har kunnet skaffe de speciallæger, der skal til for at opretholde sengepladserne i afdelingen i Holstebro, frem mod udflytningen til Gødstrup. Jeg er overbevist om, at man i rekrutteringen af speciallæger til afdelingen har været ude i alle hjørner, siger regionsrådsformand Bent Hansen.
Onsdag 14. december mødes regionsrådsformanden med Holstebros borgmester, hvor de skal drøfte situationen i Holstebro.
- Jeg ser frem til mødet med Holstebros borgmester H.C. Østerby, så vi sammen kan finde en løsning, hvor de psykiatriske patienter i Holstebro og omegn bliver tilgodeset, også efter udflytningen til Gødstrup, siger Bent Hansen.
Forretningsudvalget er i dag blevet orienteret om, at der arbejdes på en nødplan.
Regionsrådet behandler nødplanen på regionsrådsmødet den 21. december.
Flere oplysninger
Bent Hansen (A), regionsrådsformand, tlf. 4031 3707
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på
http://www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer/