Gå til stort billede fra Frilandsmessen

En stabil befolkningsfremgang og fokus på bæredygtig omstilling har bragt Feldballe i forreste række som modtager af Region Midtjyllands Landsbypris 2016. Regionsrådet tager endelig stilling 24. februar.

Hvor langt kan 438 mennesker nå, hvis de sætter sig for at redde deres landsby fra skolelukning, faldefærdige huse, dødt ingenmandsland og almindeligt mismod?

Ret langt, må man sige. 

De gjorde det i Feldballe i Syddjurs Kommune. Og i dag kan den lille landsby fremvise en lang liste af succeser. En liste, der nu har fået Region Midtjyllands udvalg for regional udvikling til at anbefale Feldballe som modtager af regionens landsbypris. Foran de andre 10 kandidater.

Samarbejde og inklusion

- Borgerne i Feldballe har udvist en enestående evne til at samarbejde – både med hinanden og med omgivelserne – hvad enten det er deres kommune, deres nabolandsby eller virksomhederne i området, siger Poul Erik Christensen, formand for regionsrådets udvalg for regional udvikling.
- De har forstået at inkludere alle i byen, eksempelvis de unge fra det kommunale tilbud Ungehuset og de eksperimenterende selvbyggere på Friland. Og så har de udnyttet de kvaliteter, som deres lokalområde er "født med". Nu har de opnået et samfund, som er attraktivt og tiltrækker nye borgere, og det skal da fremhæves så de også kan inspirere andre, siger Poul Erik Christensen.

Nyt og bæredygtigt

I Feldballe har de fået 14 procent flere indbyggere de seneste fem år.
De har overtaget driften af idrætshallen og forvandlet hele anlægget omkring den, blandt andet med en skaterbane.
De har åbnet friskole, da folkeskolen lukkede, og de er ved at anlægge en park med spiselige afgrøder og græssende får.
De har revet to grimme bygninger ned, de samarbejder med nabolandbyen Tåstrup, og de er i gang med et bæredygtigt byggeri, der skal rumme restaurant og café.
Og så kan den lokale andelsforening Friland tiltrække i hundredevis af mennesker udefra med sine grønne arrangementer og eksempler på anderledes byggeri.

Ung landsby

Og Feldballe har fremtiden for sig, for borgerne er yngre end i mange andre små samfund. Ifølge Syddjurs Kommunes opgørelse er gennemsnitsalderen på indbyggerne i Feldballe 37 år.
Til sammenligning fastslår en rapport fra Center for Landdistriktsforskning (2015), at befolkningen i Danmark som helhed har en gennemsnitsalder på 41 år, mens borgerne i yderkommuner i snit er 46 år gamle.

Tidligere modtagere

Region Midtjyllands landsbypris blev stiftet i 2009 og skal nu uddeles for 8. gang. Regionsrådet for Region Midtjylland udpeger den endelige prismodtager på sit møde 24. februar, og selve overrækkelsen af prisen og de ledsagende 150.000 kroner foregår i løbet af foråret.
I år har kommunerne og LAG'erne (Lokale Aktionsgrupper) indstillet 11 kandidater, der foruden Feldballe er Barrit, Feldborg, Gjerrild, Gudum, Kjeldbjerg, Lyne, Nr. Søby, Thorsminde, Tørring og Uggelhuse.

Tidligere modtagere

De tidligere modtagere er (i kronologisk rækkefølge) Idom-Råsted i Holstebro Kommune, Spjald i Ringkøbing-Skjern Kommune, Endelave By i Horsens Kommune, Rødding i Skive Kommune, Nørager i Norddjurs Kommune, Ølstrup i Ringkøbing-Skjern Kommune samt Glyngøre i Skive Kommune.

Kriterier

For at komme i betragtning til Landsbyprisen skal landsbyen eller gruppen af landsbyer højst have 2.000 indbyggere. Derudover skal kandidaterne kunne vise fremgang eller et bremset fald i antal indbyggere og have gennemført eller igangsat større projekter og initiativer, der viser nye veje.
Deres udvikling kan ofte tilskrives en planlagt udviklingsindsats, et stærkt engagement og samarbejde mellem borgerne samt en stor frivillig indsats og ofte også private pengebidrag.


Billedtekst: Frilandsmessen trækker hvert år mindst 1.000 gæster, som kommer fra hele landet for at lære om bæredygtigt byggeri, klima og alternative fællesskaber.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. 

 

Flere oplysninger

Poul Erik Christensen, formand for regionsrådets rådgivende udvalg for regional udvikling, Telefon: 2496 9630
Karsten Bækgaard, kontorchef, Regional Udvikling, Region Midtjylland, Telefon: 7841 1702