Midtjyske virksomheder skyder grøn genvej
Ni midtjyske virksomheder har fået en håndsrækning til at afprøve nye og grønnere forretningsmodeller. Nogle kan allerede fremvise positive resultater i form af meromsætning, eksport og nye job, mens andre har udsigt til fremgang og føler sig bedre rustet til fremtiden.
Det er de midtjyske virksomheder, der dominerer i det nationale program Grønne forretningsmodeller, som Erhvervsstyrelsen og regionerne står bag.
Ud af de 15 danske virksomheder, som har deltaget i begge faser af programmet, er de ni fra Midtjylland. De har tilsammen fået et tilskud på 3,7 mio. kroner til at udvikle nye forretningsmetoder, som skal skabe vækst og samtidig gavne den regionale og globale bæredygtighed.
Vækst og miljøeffekter
Alle de midtjyske deltagere kan berette, at de har haft gavn af at være med, og flere har ansat nye folk som led i deltagelsen. Nogle har allerede udviklet nye produkter, der har ført til nye kundegrupper, meromsætning og eksportmuligheder, mens andre arbejder mere langsigtet på at fremtidssikre deres konkurrenceevne – nogle sammen med nye samarbejdspartnere.
Samlet set forventer de deltagende midtjyske virksomhedere inden for de næste fem år at ansætte omkring 70 nye mennesker og at omsætte for 145 mio. kroner ekstra. Fire af virksomhederne tør godt forvente en stigning i deres eksport – tilsammen på 15-20 mio. kroner.
Samtidig nævner flere af deltagervirksomhederne en betydelig miljøeffekt. Nogle i form af mindre CO2-udledning og mindre forbrug af energi og vand, mens andre peger på, at de kan reducere deres materialeforbrug og dermed også sende mindre mængder til deponi eller forbrænding.
Knyttet til cirkulær økonomi
I Region Midtjylland har Væksthus Midtjylland stået for at gennemføre programmet Grønne forretningsmodeller. Det skal ses i sammenhæng med Vækstforums og regionens satsning på cirkulær økonomi. Her øger virksomhederne deres indtjening under hensyntagen til både miljøbelastning og ressourceforbrug.
Fik hul på det grønne
”Uden dette program havde vi ikke taget hul på ”det grønne”, fordi vi ikke har kompetencerne, tiden og de økonomiske ressourcer til at løfte det alene”, siger direktør Michael Hansen, Mogens Hansen Møbler A/S i Aarhus.
Den mere end 50 år gamle møbelvirksomhed har lanceret en ny, bæredygtig møbelserie, Purpose Design, der er på vej til at blive svanemærket og netop er blevet præsenteret på Nordens største møbelmesse, Stockholm Furniture & Light Fair.
Blev first-movers
PC Brøndboring i Højslev ved Skive ønskede at udvikle en grøn forretningsmodel, hvor de tilbyder private kunder en ny, hurtig og lettilgængelig finansiering til etableringen af vertikal (lodret) jordvarme – for på sigt at sælge flere af disse anlæg.
Efter projektet, der ifølge projektleder Lars Ørum Hansen "… udviklede os til en slags first movers i branchen”, har virksomheden nu en forventning om inden for fem år at kunne udvide med tre mand og øge omsætningen med 6,4 mio. kroner.
Genvej til nyt produkt
Ifølge Anette Østerby havde hendes virksomhed Avichem aldrig nået samme resultat uden deltagelse i projektet.
Avichem rådgiver andre virksomheder om kemikalieanvendelse – herunder om, hvordan de kan erstatte problematiske stoffer med andre – og har udarbejdet en online platform.
"Det ville have taget år at nå til det samme niveau. Vi står nu med et helt fantastisk produkt, som vi kan gå ud med både i Danmark og på nærmarkederne", siger Anette Østerby.
Billedtekst:
Virksomheden Avichem har udarbejdet en online kemikaliestyringsplatform, som nu også er blevet gjort klar til eksport. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen.
Flere oplysninger:
• Jesper Birkhøj Jensen, udviklingskonsulent, Region Midtjylland, telefon: 7841 1302
• Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer
• Lise Hanneslund, konsulent, Væksthus Midtjylland,
telefon: 3069 1395
• Direktør Michael Hansen, Mogens Hansen Møbler A/S, telefon: 4084 1219
• Anette Østerby, ejer af Avichem,
telefon: 2993 1667
• Lars Ørum Hansen, projektleder, PC Brøndboring,
telefon: 9753 5222