09.02.2016
Stort studie fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet giver ny og mere detaljeret viden om mulige grunde til nedsat vækst af hjernen hos børn med hjertemisdannelser.
Hvert år fødes ca. 500 danske børn, der har en medfødt misdannelse i hjertet. Op mod halvdelen af disse børn udvikler også problemer med sprog, indlæring og motorik. Forskning har i de seneste årtier peget på, at disse problemer kan hænge sammen med dårlige vækstbetingelser for barnets hjerne i fostertilstanden.
På sporet af hidtil ukendte årsager
Det bekræfter og udbygger et stort forskningsprojekt fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet nu. Det er læge, ph.d.-studerende Niels Matthiesen, afdeling for Hjertesygdomme og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, som har stået i spidsen for projektet.
I forskningsprojektet har man fulgt alle børn født i Danmark i perioden 1997 til slutningen af 2011 – i alt ca. en million børn.
”Der har været mindre lignende studier, men fordi vores studie er så stort, har det givet os mulighed for at kigge mere detaljeret på de enkelte typer af hjertemisdannelser. Resultaterne fra projektet tyder på, at der groft sagt er tre grupper af årsager til, at hjernens vækst har dårlige betingelser i fostertilstanden hos disse børn: En gruppe, hvor der er kommet for lidt ilt til hjernen i fostertilstanden; en gruppe hvor tilstanden skyldes forstyrrelser i moderkagen eller endnu ukendte genetiske årsager samt en stor gruppe, hvor alle tre faktorer kan gøre sig gældende”, fortæller Niels Matthiesen.
Måske muligt at forebygge under graviditeten
Det er forskergruppens forhåbning, at projektet på sigt vil kunne bidrage til, at det bliver muligt at identificere de typer af hjertemisdannelser, hvor man med tiltag under graviditeten muligvis vil kunne forebygge de medfølgende skader – f.eks. ved at give moderen ilt under graviditeten.
Projektet er netop blevet offentliggjort i det internationalt anerkendte tidsskrift ”Circulation” og Niels Matthiesen har for nyligt modtaget en international forskningspris for en præsentation af projektet. Forskergruppen har yderligere to studier på vej, som kigger på hvilken rolle, moderkagen og genetiske årsager spiller for hjernens vækst.
Yderligere informationer
- Læge, ph.d. studerende Niels Matthiesen, tlf. 3095 0510 / nielsbm@ki.au.dk