Gå til stort billede fra Aarhus Universitetshospital

Et projekt på Aarhus Universitetshospital skal vise, hvordan man kan samarbejde med erhvervslivet om en mere ressource- og miljøvenlig brug af plastemballage. Region Midtjylland støtter med 6,8 mio. kroner.

På Aarhus Universitetshospital smides der hver eneste dag halvandet ton plastemballage i skraldespanden. Affaldet repræsenterer både et kæmpe forbrug af ressourcer og en miljøbelastning, når det skal brændes af.

Men det skal snart være slut. I de kommende tre år skal Aarhus Universitetshospital finde ud af, hvordan plastemballagen i stedet kan genbruges. Det skal foregå i samarbejde med hele den kæde af mennesker, der arbejder med plasten – producenter, leverandører, hospitalets indkøbere, teknisk afdeling, sygehusafdelingerne samt dem, der skaffer den brugte plastemballage af vejen, og dem, der kan genbruge den.

1 million kroner

Og går det som forventet, vil hospitalet i stedet for som nu at betale 288.000 kroner om året for at slippe af med plastaffaldet kunnet tjene 863.000 kroner på at sende det til genbrug. Altså en gevinst på mindst 1 mio. kroner om året.

Genbrugskonceptet betyder samtidig, at presset på både ressourcer og miljø lettes, fordi der skal produceres mindre plast fra bunden og forbrændes mindre plast som affald.

Det skal danne model for, hvordan man ved at tage fat i den samlede værdikæde kan skabe innovation og nye forretningsmuligheder for erhvervslivet.

Ny strategi

Onsdag valgte Regionsrådet for Region Midtjylland at støtte projektet med 6,8 mio. kroner. Det flugter med den vækst- og udviklingsstrategi, som rådet vedtog ved samme lejlighed.

Strategien indeholder et overordnet mål for 2025 om, at 70 procent af det affald, der produceres i regionen, skal genanvendes.

Samtidig bygger projektet videre på regionens hidtidige indsats vedrørende cirkulær økonomi. Den støtter tiltag, der går ud på at udnytte ressourcerne effektivt, undgå spild og opnå forretningsmæssige gevinster.

Forretningsmuligheder

"Et sygehus som AUH er en slags minisamfund, hvor vi kan få overblik over input og output af plastemballage. Og her er det muligt at komme i dialog med producenterne, så vi kan begynde at stille krav om, hvilke typer af plast vi ønsker at købe – og hvilke bestanddele der ikke må indgå i plasten", siger Henrik Qvist, der er medlem af regionsrådet og formand for det nyetablerede udvalg for bæredygtig omstilling.

Han tilføjer, at en ny indkøbspolitik fra regionens side også kan medføre innovation hos producenterne i form af mere rene materialer og nye produkter på basis af genbrugsplast. Derudover kan der opstå nye arbejdspladser i forbindelse med redesign og håndtering af genanvendelig plast.

 

Billedtekst:
På Aarhus Universitetshospital er 25 procent af affaldet plastemballage, der kunne – og snart skal - genbruges.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. 


Flere oplysninger:

Henrik Qvist, medlem af Regionsrådet i Region Midtjylland og formand for udvalget for bæredygtig omstilling,
telefon: 2684 0211

Jesper Birkhøj Jensen, udviklingskonsulent, Regional Udvikling, Region Midtjylland, telefon: 7841 1302

Thomas Møller, miljøkoordinator, Aarhus Universitetshospital, telefon: 7846 3926

• Kontaktoplysninger på regionsrådets og vækstforums medlemmer

FAKTA 

EU Kommissionen anslår at, at 500 mio. tons råmaterialer hvert år kunne genanvendes til fordel for miljøet og de europæiske virksomheder. I øjeblikket vurderer kommissionen, at mindre end en fjerdedel af det indsamlede plastaffald genanvendes. Som led i en samlet pakke om cirkulær økonomi fra december 2015 er kommissionen på vej med en særlig plast-strategi.

Den danske Ressourcestrategi fra 2013 har som mål, at 50-80 procent af vores husholdningsaffald genanvendes i 2022.

Organisationen Ellen MacArthur Foundation, der arbejder for omstilling til cirkulær økonomi på verdensplan, påpegede i 2015, at plastbranchen og hospitalerne er særlig interessante for Danmark at gå i gang med.