18.01.2016
Retten i Aarhus behandler i disse dage en sag om en læge, der står anklaget for at have krænket en psykiatrisk patient.
Den 49-årige mand var ansat i Afdeling for Depression og Angst i Risskov fra april 2013 til august 2014. Krænkelserne skal have fundet sted i denne periode. Lægen stoppede straks med at arbejde i afdelingen efter, at patienten stod frem og fortalte, at de havde haft et upassende forhold.
Afdelingsledelsen meldte samtidig lægen til politiet og indberettede desuden sagen til Sundhedsstyrelsen. Lægen fik dog først i september 2015 frataget sin autorisation.
Det har også vist sig, at lægen havde en dom fra Norge i 2010 for et lignende forhold. Han mistede dengang sin norske autorisation, men fik lov at beholde den danske uden anmærkninger. Da han blev ansat på afdelingen i Risskov, kunne han derfor fremvise en gyldig dansk autorisation. Der blev ikke indhentet straffeattest, da det ikke var fast praksis på det tidspunkt.
- Vi mente os på sikker grund med en gyldig autorisation, men siden har vi indskærpet overfor afdelingslederne, at de også skal indhente information om straffeattester og tage referencer, når de ansætter medarbejdere, siger lægefaglig direktør Per Jørgensen.
Region Midtjylland har via Danske Regioner været i dialog med Sundhedsstyrelsen (Styrelsen for Patientsikkerhed) om, hvordan man kan undgå lignende sager fremover.
Sagen blev omtalt i TV2 i efteråret i forbindelse med, at lægen fik frataget sin autorisation. Det forventes, at også retssagen vil give anledning til medieomtale.