07.07.16

En ny hjemmeside med kvalitetsmål er endnu et skridt mod at gøre kvaliteten af hospitalernes arbejde synlig for alle.

I første omgang er der udvalgt fire mål for henholdsvis udredningsret, behandlingsfrist, kræftpakkeforløb og ambulancernes responstider. Fælles for de fire mål er, at de udgør vigtige – og udfordrende – indsatsområder, som kræver konstant fokus. Med tiden vil hjemmesiden præsentere resultater for flere mål.

For de tre første af de fire udvalgte mål viser tallene, at Region Midtjylland ikke fuldt ud lever op til succeskriteriet. Eksempelvis er opfyldelsen for udredningsret på 77 pct. hvor målet er 90 pct.

Kvalitetsmål skal forbedre kvaliteten

- Men det er jo netop ideen med at måle. De mål vi vælger, skal være områder, hvor vi vil prioritere at gøre det bedre – eller hvor vi ved, der er behov for et konstant fokus, forklarer koncerndirektør Ole Thomsen og tilføjer:

- Der er rigtig mange områder, hvor vi gør det glimrende. Så vi kunne sagtens have trukket det sikre kort og lagt de succesfulde mål frem. Men vi mener mål for kvalitet først og fremmest skal bruges for at forbedre kvaliteten og ikke til skønne skulderklap.

Nedlagt mål

Som konsekvens af den opfattelse har regionsrådet i juni eksempelvis besluttet, at det ikke længere vil holde øje med, hvor gode hospitalerne er til at sende udskrivelsesbreve til de praktiserende læger. Det har ellers været et vigtigt indsatsområde i flere år. Men nu er det ikke noget væsentligt problem længere, og derfor mener regionsrådet ikke, der er grund til at bruge kræfter på at måle, hvordan det går.

Tal og virkelighed

For udredningsret og behandlingsfrist viser tabellerne forskellen mellem hospitalerne. Og det er måske ikke helt fair. I hvert fald, skal sammenligningen tages med et gran salt, erkender Ole Thomsen.

- Tal og virkelighed er som regel to forskellige ting. Tal virker så konkrete, og det er forførende. Men der er ofte faktorer, som tallene ikke siger noget om, siger han.

Erfaringen viser eksempelvis, at der kan være en lokal variation i, hvordan de enkelte steder definerer og registrerer data.

- Man kan sige, at tallene er et billede af virkeligheden. Det er ikke akkurat. Men det er det bedste vi har, og det fungerer i forhold til at se, om vi gør det bedre eller værre, siger Ole Thomsen.

Fakta

  • Se Region Midtjylland i kvalitetskortene her: http://link.rm.dk/297yJJi
  • De fire mål på hjemmesiden er endnu et skridt i retning af at gøre regionens arbejde med kvalitet mere synlig for alle. Planen er at siden løbende skal vise flere mål. Blandt andet skal de afspejle de 8 nationale mål og deres indikatorer. Valget af mål vil desuden afspejle særlige indsatsområder for regionen.
  • Læs mere om Kvalitet i Region Midtjylland på hjemmesiden: http://link.rm.dk/29aiLvz
    • Læs blandt andet om arbejdet for et sundhedsvæsen på patientens præmisser
    • Se flere kvalitetstal fra de enkelte hospitaler i regionen
  • På Danske Regioners hjemmeside kan du se flere tal for regionernes kvalitet: http://link.rm.dk/299HeC3
  • Læs om det nationale kvalitetsprogram: http://regioner.dk/sundhed/kvalitet-og-styring/det-nationale-kvalitetsprogram