Gå til stor fotocollage

Region Midtjylland er klar til at investere i nyskabende kulturprojekter, der får kulturlivet til at gå i indgreb med resten af samfundet eller rækker ud over landets grænser. Der er fem mio. kroner i den regionale kulturpulje for resten af 2016.

I de kommende tre måneder efterlyser Region Midtjylland de bedste ideer, der kan være med til at virkeliggøre visionen om et "rigt og udviklende kulturliv".

Regionsrådet vil investere fem mio. kroner i kulturprojekter, der har en stærk regional dimension, er nyskabende og medvirker til at fremme samarbejde og udvikling på tværs af regionen og også gerne internationalt.

Ansøgningsfristen er d. 1. september 2016.

"Vi vil bestræbe os på at få så meget som muligt ud af pengene, og det vil vi gøre ved at investere i nogle få projekter", siger Poul Erik Christensen, der er formand for regionsrådets rådgivende udvalg for regional udvikling.

Udnytter forskellighederne

"Det bliver de projekter, som ikke bare kan komme op at flyve selv, men som også kan sætte andre i bevægelse. Vi ved, det er muligt, for vi har set det før", siger han med henvisning til et af de igangværende kulturprojekter, som Region Midtjylland støtter, nemlig Performing Arts Across. Her bruger de tre teatre, Teater Refleksion, Teater Katapult og Black Box Dance Company, deres forskelligheder til at blande genrer og metoder og skabe nye fortællinger og ny kunst for teatrene selv og publikum. Samarbejdet er i projektperioden udvidet til også at omfatte flere andre europæiske teatre.

"Nu glæder vi os til at se, hvad der kommer ind af forslag. Med vores nye kulturpolitik har vi blandt andet åbnet mulighed for projekter, der forener kultur og sundhed. Måske kan det inspirere nogen", siger Poul Erik Christensen.

De regionale kulturmiler kan søges to gange årligt, og deadline for næste ansøgningsrunde er 1. marts 2017.

Fem indsatsområder

Regionen giver tilskud til projekter, der ligger inden for ét eller flere af de strategiske indsatsområder i regionens kulturpolitik:
- Udvikling - af nye produkter, samarbejder og værktøjer
- Netværk - på forskellige kunst- og kulturområder
- Talent og kreativitet - kreative kompetencer på alle niveauer
- Samspil - et innovativt samspil mellem kulturen og resten af samfundet
- Udsyn - internationale netværk og samarbejdsprojekter

Se Region Midtjyllands kulturpolitik og retningslinjer for tilskud


Flere oplysninger:

Erik Bach Andersen, chefkonsulent, Regional Udvikling, Region Midtjylland, telefon: 7841 1710
Elinor Bæk Thomsen, kontorchef, Regional Udvikling, Region Midtjylland, telefon: 2014 1484
Mie Pedersen, kulturudvikler, Regional Udvikling, Region Midtjylland, telefon: 2154 8760

 

Billedtekst:
Performing Arts Across bruger teatrenes forskelligheder til at skabe nye møder, nye fortællinger og ny kunst for både teatrene selv og publikum. Her et glimt fra en workshop.
Fotocollage: Teater Katapult. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen.