02.06.2016

I Afdeling Q på Aarhus Universitetshospital, Risskov er et hidtil uset behandlingstilbud på afdelingen undervejs.

3. juni starter afdelingen nemlig en helt ny type psykiatrisk behandlingsenhed: Akutteam for Depression og Angst. Enheden kombinerer intensiv ambulant behandling med et tilbud om kortvarig indlæggelse.

Omdrejningspunktet i enheden vil blive ambulant behandling. Afdelingssygeplejerske Birgitte Jensen, som leder Akutteamet i samarbejde med overlæge Antonio di Lieto, forventer, at der på et hvilket som helst tidspunkt vil være 60 patienter i intensive ambulante behandlingsforløb i enheden. Forløb, hvor patienterne får tilpasset deres medicinske behandling og går til støttende samtaler.

 - Akutteamet bliver et afsnit for de patienter, der ikke er raske nok til at gå fra et skærmet sengeafsnit og direkte i ambulant behandling, hvor patienten bor hjemme og går til samtaler hver 2.-3. uge. Og for de patienter, som er for dårlige til udelukkende at modtage ambulant behandling. Vi ser derfor frem til, at kunne præsentere et tilbud, der lægger sig imellem, hvad vi hidtil har kunnet tilbyde, forklarer Birgitte Jensen.

For de patienter, som har brug for tættere kontakt, men som ikke vil have gavn af ophold på et traditionelt psykiatrisk sengeafsnit, råder enheden over 16 senge, hvor man kan indlægges kortvarigt. De indlagte patienter vil i høj grad skulle være selvhjulpne og kunne varetage personlig pleje, oprydning efter måltider og kunne håndtere, at enhedens døre kun er låst om natten. Patienterne i Sengeenheden vil typisk få hjælp til at genetablere deres søvnrytme og få hjælp til at mestre deres hverdag. 

Fagligt forsvarlig spareøvelse

Birgitte Jensen lægger ikke skjul på, at Akutteamet oprettes på baggrund af Region Midtjyllands store spareplan fra 2015. Enheden vil få en lavere bemanding end et traditionelt sengeafsnit. Men den faglige stolthed er der ikke givet køb på.

- Vi starter en helt ny type enhed, så det er klart, at vi ikke har svar på alle spørgsmål. Derfor har vi planlagt løbende opfølgning og evaluering. Når det er sagt, kan både jeg og mine medarbejdere fagligt stå inde for den måde, vi kommer til at arbejde på. Derfor er jeg heller ikke nervøs for, om den nye afdeling har sin berettigelse. Det har den helt sikkert, mener afdelingssygeplejersken.