10.06.2016
Eksperter fra hele landet samles i september for at yde deres bidrag til at skabe mere lighed i sundhed. Som flere medier har omtalt, så kan levetiden for en borger i Danmark ofte måles på pengepungens størrelse: Socialt udsatte lever i gennemsnit 15 år kortere end de mere velbjergede.
Bag konferencen står Specialområde Socialpsykiatri Voksne i Region Midtjylland. Specialområdet huser nogle af de mennesker, der burde leve længere end de faktisk gør. Samtidig har specialområdet selv gjort sig nogle erfaringer, som de gerne vil dele med andre.
- Selvom det er svært at skabe lighed i sundhed, så kan det godt lade sig gøre, siger Lars Bording, tovholder for konferencen og afdelingsleder i Specialområde Socialpsykiatri Voksne.
- Det er en myte, at mennesker med psykiske lidelser er ligeglade med sundhed. De er faktisk lige så interesserede i livsstilsændringer som alle andre mennesker. Det er bare nogle andre ting, der skal til for at motivere dem, siger han.
Han vurderer, at billedet er det samme for mennesker med andre typer funktionsnedsættelser.
Lars Bording fremhæver, at konferencen ikke handler om at fremtvinge sundhedsindsatser for andre, men at sikre adgangen for dem som ønsker det.
Specialområdet iværksatte i 2011 et sundhedsprojekt, hvor psykiatrien, bostedet og de praktiserende læger nu samarbejder meget mere om den enkelte beboer. Desuden foregår behandlingen i langt højere grad end tidligere på beboerens præmisser. Resultatet har vist sig i form af færre indlæggelser og at beboerne har fået en sundere livsstil.
Lars Bording fortæller, at ligesom man indretter et sundhedshus, så folk i kørestol kan komme til lægen, så er det også hensigtsmæssigt at indrette sundhedsvæsnet på en måde, så man tager hensyn til de særlige behov, som psykisk syge mennesker kan have.
- Hvis du for eksempel lider af angst, så kommer du måske ikke til læge, fordi du er bange for at komme uden for dit hjem. Men så kan lægen måske komme til dig, fortæller Lars Bording.
Konferencen henvender sig til ledere og medarbejdere inden for socialområdet i kommuner og regioner, men også politikere og andre med interesse for området er velkomne.
Dagen er skruet sammen med syv workshopper – såkaldte saloner – hvor fageksperter indleder med et fagligt oplæg, hvorefter en medarbejder fortæller om sine erfaringer med metoden.
Desuden er der plenumoplæg med en række kendte personligheder. Konferencen indledes af professor emeritus Steen Hildebrandt og afrundes af komikeren Rune Klan.
Fakta om konferencen:
Overskrift: Lighed i sundhed - praksis der virker
Dato:29. september 2016
Sted:Hotel Comwell Kolding
Tilmelding sker på: http://www.lighedisundhed.nu/
De syv saloner:
1. Sundhed og selvbestemmelse
2. Sundhed og seksualitet
3. Sundhed og kultur
4. Deltagelse i samfundet og oplevelsen af sundhed
5. Sundhed og demens
6. Sammenhængende sundhedsindsatser
7. Omgivelsernes betydning for sundhed
Faglige oplægsholdere til plenumdelen:
• Læge og tv-vært Peter Qvortrup Geisling
• Nudging-ekspert Pelle Guldborg Hansen
• Filosof Anders Fogh Jensen