Gå til stort billede af vinderne af Local Cooking

Det blev to Holstebro-restauranter, der løb med priserne ved årets midtjyske Local Cooking konkurrence onsdag aften, nemlig Under Klippen og Støberiet.

LOCAL COOKING: Det blev to unge kokke, der onsdag aften trak hovedprisen og 10.000 kroner hjem til deres arbejdsplads, Restaurant Under Klippen i Holstebro. Jacob Jensbye og Michael Nørtoft vandt den midtjyske Local Cooking konkurrence med en ret baseret på lokale producerede majskyllinger, rødbeder og æbler.

”Vi bruger også de lokale råvarer i det daglige, hvorfor det var naturligt for os at stille op i konkurrencen. Vi vil gerne støtte en brug af de friske og lokale råvarer, som gør at vi kan lave velsmagende retter", sagde de to stolte kokke samstemmende.”

Derudover fik Restaurant Støberiet Publikumsprisen for deres ret ”gåtur i skoven” bestående af svinekam, ramsløg og rabarber. Dermed landede de to førstepladser i Holstebro, hvor konkurrencen blev afviklet med Region Midtjylland, organisationen FOOD, Holstebro Kommune samt Uddannelsescenter Holstebro som værter.

Fortællingen om maden

Efter konkurrencen havde 170 madinteresserede borgere købt pladser til en kæmpe middag, hvor de kunne smage de lækkerier, der var blevet produceret under den daglange konkurrence.
Her bød regionsrådets 1. viceformand Bente Nielsen til bords og sagde blandt andet, at Region Midtjylland gerne vil medvirke til, at turister og andre gæster får en bedre madoplevelse, når de går på restaurant, og samtidig understøtte brugen af de lokale råvarer.

Og turisterne vil få en bedre oplevelse, mener Per Mandrup, der stod i spidsen for dommerpanelet, for vinderkokkene imponerede ved at lægge vægt på fortællingen om deres ret.

"Det gjorde de exceptionelt godt – de berettede om hver enkelt leverandør og om voksesteder og dyrevelfærd. Og så gik de meget op i den autentiske smag. Altså at gulerødderne fik lov at smage af gulerødder", siger Per Mandrup.

Finale i september

De to vinderkokke Jacob Jensbye og Michael Nørtoft går nu videre til Local Cookings finale, hvor de skal dyste mod vinderne fra de andre fire regioner. Det skal foregå i forbindelse med Food Festival i Aarhus i september.

Formålet med Local Cooking er både at skabe bedre madoplevelser for turisterne og styrke samarbejdet mellem fødevareproducenter, spisesteder, turismeerhvervet og uddannelser inden for fødevarer og gastronomi.

De otte deltagende restauranter var: Under Klippen i Holstebro, Støberiet i Holstebro, Restaurant Sommerfisk i Ulfborg, Sostrup slot i Grenå, Restaurant Strandlyst på Samsø, Restaurant Nørre Vosborg i Vemb, Westergaard Hotel i Videbæk samt Restaurant stuen th i Skjern.

 

Billedtekster:

(øverst) De to unge kokke Jacob Jensbye og Michael Nørtoft trak førsteprisen hjem til deres arbejdsplads, Restaurant Under Klippen i Holstebro.
(nederst) Vinderretten kredsede om råvarerne kylling og rødbede, og en rødbedeflødebolle til dessert fuldendte smagsoplevelsen.
Fotos er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. 

 

Flere oplysninger:

Bente Nielsen, 1. Næstformand for regionsrådet, Region Midtjylland, telefon: 4019 8682

Karsten Bækgaard, kontorchef, Region Midtjylland, telefon: 2961 7769

Jakob Jensbye, kok, Restaurant Under Klippen, telefon: 2193 5299
Jesper Albertsen, kok, Restaurant Støberiet, telefon: 2860 9315
Per Mandrup, Senior Consultant AgroTech, i spidsen for dommerpanelet, telefon: 7220 3278