09.06.2017

Studerende og elever på midtjyske uddannelsesinstitutioner skal efter sommerferien være med til at gentænke mulighederne i samarbejdet med Kina. Region Midtjylland sætter en rejse for to til Shanghai på højkant.

Region Midtjylland og foreningen Danmark-Kina indbyder efter sommerferien 2017 alle regionens elever og studerende til at deltage i konkurrencen "RETHINK China" – med muligheden for at vinde en rejse for to personer til regionens søster-by i Kina, Shanghai. Ideen møder stor opbakning fra uddannelsesinstitutionerne.

Konkurrencen er et led i Regionens Uddannelsespolitik, der blandt andet sætter fokus på vigtigheden af internationalt udsyn og interkulturelle kompetencer. "RETHINK China" opfordrer således de unge til at give deres bud på, hvad Kinas globale indflydelse betyder for deres fremtid, som borgere i regionen og som en del af arbejdsmarkedet i fremtiden.

- Kina indtager i stigende grad en vigtig rolle i verden, og den danske eksport til Kina vokser år for år. Det skaber et potentiale, som vi skal blive endnu bedre til at udnytte i Midtjylland, og jeg er ikke i tvivl om, at de unge er rigtig gode til at se nye muligheder, siger formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, Bent Hansen (S).

Sætter Kina på skoleskemaet

Konkurrencens opgaveformulering offentliggøres 1. september 2017 og alle bidrag skal være modtaget senest 29. september 2017. Allerede nu er der dog stor interesse for konkurrencen. På Erhvervsakademi Dania i Grenaa ser de således "RETHINK China" som en mulighed for at få endnu mere internationalisering på skemaet i undervisningen.

- Vi sætter i samarbejde med Norddjurs Kommune i efteråret fokus på Grenaas potentiale som en digital port til det hastigt voksende kinesiske marked, så konkurrencen kunne næsten ikke passe bedre, siger Lektor Mikkel Lodahl, Dania i Grenaa.

En lignende melding kommer fra TRADIUM HHX i Randers, der tidligere har haft stor glæde af Region Midtjyllands relation til Shanghai. TRADIUM har nemlig gennem de seneste tre år arbejdet målrettet på at gøre Kina til et centralt omdrejningspunkt for eleverne på Global Studies-linjen.

 

- Hver årgang har et 2-ugers ophold i Kina med undervisning på et kinesisk universitet og vi tilbyder også undervisning i kinesisk. RETHINK China konkurrencen er en oplagt mulighed for at eleverne kan give deres syn på, hvad Kina betyder for deres egen fremtid. Kulturelt, samfundsmæssigt og i forhold til deres fremtidige arbejdsliv. Præcis de tre emner, eleverne beskæftiger sig med på Handelsgymnasiet, siger lektor Henrik Vestergaard fra TRADIUM Randers.

Plads til kreative løsninger

Med RETHINK China konkurrencen, ønsker Region Midtjylland at ramme et bredt udsnit af regionens elever og studerende, så udover et klassisk, skriftligt essay, har de unge også mulighed for at aflevere et mere kreativt løsningsforslag til konkurrencen. For eksempel i form af en tegneserie, video eller et animation-produkt.

TRADIUMs internationale koordinator Gitte Cannon har valgt at omsætte RETHINK China konkurrencen til en Master Class i det nye skoleår, hvor det er de motiverede elever, der selv vælger at deltage i konkurrencen. Gitte Cannon roser konkurrencen for at åbne for forskellige medie-muligheder, så det ikke kun er dem med gode skrivekompetencer, der kan føle sig tiltrukket af opgaven.

- Nutidens handelsgymnasieelever kan mere end at skrive, de har taget nye præsentationsformer til sig på en naturlig måde – hvilket jo også afspejler sig i deres hverdag – derfor er det godt tænkt, at RETHINK China kan ”besvares” på flere måder, siger hun.

Fakta

  • RETHINK China-konkurrencen indbyder elever og studerende til at give deres syn på Kinas indflydelse i fremtiden.
  • Konkurrencen er åben for alle elever og studerende på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser i Region Midtjylland.
  • I Region Midtjylland findes der 100 ungdomsuddannelsessteder og 40 steder, hvor man kan tage en videregående uddannelse.
  • Konkurrencens førstepræmie er en rejse for to personer til Shanghai og der er 2. præmier til de bedste 20 indslag.
  • Vinderne af konkurrencen kåres i Regionshuset i Viborg d. 7. november 2017 hvor Regionsrådsformand Bent Hansen vil overrække præmierne.
  • De bedste essays trykkes i de regionale aviser og de bedste kreative værker udstilles i regionshusene i Region Midtjylland i november og december måned. 

Konkurrencens bedømmelsesudvalg:

  • Regionsrådsformand Bent Hansen, Region Midtjylland
  • Professor og formand Flemming Besenbacher, Ny Carlsbergfondet
  • Formand Julie Brink, Danmark-Kina
  • Ansvarshavende chefredaktør Troels Mylenberg, Jysk-Fynske Medier
  • Jazzkomponist Signe Bisgaard
  • Lektor Stine Haakonson, Copenhagen Business School

Flere oplysninger

Bent Hansen, Regionsrådsformand, Region Midtjylland, tlf. 4031 3707

Signe Z. N. Madsen, Udviklingskonsulent, Region Midtjylland, tlf. 2380 5176, mail. signms@rm.dk

Henrik Vestergaard, Lektor, TRADIUM, tlf. 2073 0266, mail. hve@Tradium.dk

Mikkel Lodahl, Lektor, Erhvervsakademi Dania, tlf. 2159 1218, mail. milo@eadania.dk

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer