Brystkræft: De unge og de ældre patienter er en udfordring
17.05.2016
Der er sket store fremskridt i behandlingen af brystkræft de seneste år, men de unge og de ældre patienter har stadig svære odds. Aarhus Universitetshospital sætter fokus på emnet ved en workshop 18.-19. maj.
Hvad gør man, hvis man er gravid og opdager, at man har en knude i brystet? Eller er langt over 80 og får konstateret brystkræft? Det er en udfordring for læger og sygeplejersker i dag.
18.-19. maj mødes landets førende eksperter i brystkræftkirurgi på Aarhus Universitetshospital for bl.a. at diskutere, hvordan man kan blive bedre til at behandle de helt unge og de ældre patienter.
Heldigvis er det kun omkring 5 procent af brystkræftpatienterne, der er under 40 år og dermed betegnes som ”unge”. Men der er nogle særlige udfordringer forbundet med at behandle disse patienter.
- Den type kræftknuder, som de unge får, kræver typisk en mere intensiv behandling, fortæller overlæge Hanne Rønning fra Plastik-og Brystkirurgi på Aarhus Universitetshospital.
- Når en ung kvinde får brystkræft, er der stor risiko for, at hun er genetisk disponeret for at udvikle brystkræft. Det betyder, at vi ud over at lave en behandlingsplan også vil tilbyde hende genetisk udredning med henblik på at vurdere, om der er øget risiko for kræft i det andet bryst og evt. risiko for kræft i æggestokkene.
Hvis en kvinde får konstateret brystkræft under graviditeten, vil det som regel være muligt at gennemføre graviditeten, da man både kan operere og give kemoterapi i løbet af graviditeten – dog tidligst fra 12. graviditetsuge. Strålebehandling er til gengæld først en mulighed efter fødslen.
Ældre patienter har dårligere prognose
Hos de ældre brystkræftpatienter er der andre udfordringer i behandlingen. I dag forholder det sig sådan, at patienter over 70 år har en dårligere chance for at overleve sygdommen.
- Det skyldes, at vi har været tilbageholdende med behandlingen over for de ældre patienter. Specielt når det drejer sig om kemoterapi, fordi vi ikke er sikre på, om de tåler behandlingen, fortæller Peer Christiansen, professor på Plastik- og Brystkirurgi på Aarhus Universitetshospital.
- I mine øjne kan man ikke blive for gammel til at blive behandlet for brystkræft, det gælder om at optimere behandlingen. Desværre er behandlingen af de ældre et overset område, men jeg håber, at vi kan være med til at sætte fokus på det.
Det er femte år i træk, at Aarhus Universitetshospital holder en workshop om brystkræftkirurgi. Ved disse workshops har der ud over oplæg om aktuelle emner været sessioner med live-kirurgi, hvor udenlandske topkirurger er kommet til Aarhus for at vise nye operationsteknikker inden for brystkræftkirurgi.
I år skal den østrigske kirurg Florian Fitzal operere og vise de såkaldt onkoplastiske teknikker, han anvender ved brystbevarende operationer hos patienter med lidt større svulster.
Workshoppen er både for læger og sygeplejersker, og der er et særskilt sygeplejeprogram, der yderligere uddyber de plejemæssige problemstillinger med de meget unge og de ældre patienter - og samtidig inddrager rehabilitering og opfølgning for disse patientgrupper.
Yderligere oplysninger:
Peer Christiansen, professor ved Brystkirurgisk Klinik Øst, AUH/Randers, Aarhus Universitetshospital, mobil 5188 1522.