13.05.2016
Forår og sommer er flåt-tid. Hvis du får en ubuden gæst med hjem fra skovturen, så er her nogle gode råd til, hvad du kan gøre og skal holde øje med.
Mange oplever at blive bidt af en flåt i løbet af forår og sommer. Flåtbid er som regel helt ufarlige, men opdager du en flåt på din krop, så skal du fjerne den med det samme.
- Årsagen til, at flåten skal fjernes så hurtigt som muligt er, at den i sjældne tilfælde kan overføre borrelia, som skal behandles med antibiotika. Flåten skal dog have siddet på huden i mindst 24 timer, før bakterien kan overføres. Og selv hvis en flåt har siddet på huden i mere end 24 timer, så er det ikke sikkert, at den har overført borrelia. Derfor kan du minimere risikoen for borrelia, hvis du er omhyggelig med at kigge dig selv og dine børn efter og fjerne eventuelle flåter med det samme, når I har været ude i naturen, siger Niels Guldager, som er praktiserende læge og lægelig konsulent i Region Midtjylland.
Fjern flåten
Region Midtjylland har netop udgivet en kort film om, hvordan du skal forholde dig, hvis du har været i nærkontakt med en flåt. Filmen kan ses på regionens facebookside, på linket link.rm.dk/flaatfilm og herunder.
- Det vigtigste er, at du fjerner flåten så hurtigt som muligt, og inden for 24 timer, og at du fjerner flåtens bagkrop. Til gengæld gør det ikke noget, hvis der sidder noget af flåtens hoved eller kæber tilbage i huden, siger Niels Guldager.
Det er nemmest at fjerne flåten med en pincet, men i mange tilfælde kan du faktisk også fjerne den med fingrene, et kreditkort eller hvad, du lige har ved hånden.
Hold øje
Hvis du har overset en flåt, og hvis du tror, den har siddet på din krop i mere end 24 timer, så er der nogle ting, du skal holde øje med de næste 14 dage.
- Hvis du får udslæt, der vokser og ligner ringe i vandet, feber, ledsmerter eller hovedpine, som ikke kan forklares på andre måder, så skal du kontakte din læge, for så KAN der være overført borrelia, som skal behandles, siger Niels Guldager.
Langt de fleste slipper dog fra mødet med en flåt uden at få brug for behandling.
Rådet fra Niels Guldager lyder derfor:
- Nyd naturen, vær opmærksom på flåter og fjern dem inden for 24 timer, så er der hverken grund til bekymring eller til at søge læge.
Foto
Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde
Billedtekst:
Region Midtjylland har netop udgivet en film om, hvad du skal gøre, hvis du bliver bidt af en flåt. Se filmen på regionens facebookside eller på link.rm.dk/flaatfilm