Den midtjyske region rummer massevis af mindre fødevareproducenter, der kan hente store gevinster ved at samarbejde, når de udvikler nye produkter og forretningsmodeller. Nu får de chancen, når Region Midtjylland investerer 9 mio. kroner i initiativet Engage Food.
150 nye arbejdspladser. Mindst 30 nye services eller produkter. Ti større samarbejder mellem forskere/videninstitutioner og virksomheder.
Det er blot nogle af de resultater, som forventes at komme ud af det initiativ, som Regionsrådet for Region Midtjylland onsdag valgte at støtte med 9 mio. kroner.
Initiativet Engage Food er en del af regionens fødevaresatsning, og det indebærer to lokale udviklingsplatforme, en i Østjylland og en i Vestjylland.
De skal sammen med det etablerede erhvervsfremmesystem tage udgangspunkt i lokale virksomheders behov. Målet er at skabe attraktive erhvervsmiljøer, der vækker opsigt både nationalt og internationalt, befordre samarbejder med henblik på eksport og ikke mindst være med til at eksperimentere for at opnå de bedste produkter og løsninger.
Ny gren på Food Festival
Den østjyske platform forankres hos Food Organisation of Denmark (FOOD), og her er spillebanen den årlige Food Festival i Aarhus. Den nye udviklingsplatform vil betyde opstart af en ny gren på festivalen med særligt fokus på forretningsudvikling og afsætning - Food Festival Business.
Allerede på dette års festival i september vil den østjyske platform være klar med nye aktiviteter, der fokuserer på forretningsudvikling, eksport og produktudvikling mellem fødevarevirksomheder og eksempelvis turisterhvervet. Dette arbejde vil blive intensiveret frem mod næste festival. Således vil der løbende være netværksaktiviteter, eksempelvis med fokus på eksport eller salg til det offentlige. Samarbejdspartneren Dansk Landbrugsmuseum ved Gl. Estrup kommer til at spille en væsentlig rolle i initiativet.
Nødvendig koordinering
I Vestjylland sker der i forvejen rigtig meget på fødevareområdet, men de forskellige aktiviteter kunne styrkes gennem mere koordinering og mere samarbejde. Den vestjyske platform tager derfor afsæt i erhvervssamarbejdet mellem syv vestjyske kommuner, Business Region MidtVest, og vil samle en stribe aktører, der beskæftiger sig med fødevareudvikling og hjælpe dem med at samarbejde.
Aktørerne er Kraftcenter for Fødevarer på Ausumgaard, klyngesamarbejdet mellem tre vestjyske havne Konsumfisk, Regional Madkultur Vestjylland (en forening af lokale fødevareproducenter), FoodHUB (et samarbejde mellem FoodCenter Videbæk og Fødevarepark Skjern Enge), Erhvervsakademi MidtVest, Videncenter for Fødevarer VIFU, Aarhus Universitet, Geopark Vestjylland samt Danish Food Cluster.
Snor i ideerne
Det her bliver en kæmpe spring for fødevarevirksomhederne, men også for de områder, de ligger i", siger Lars Haahr Jensen, chefkonsulent i Region Midtjylland.
"Vi forventer, at mindst 900 af vores midtjyske virksomheder over de kommende tre år vil komme i kontakt med Engage Food, og hvis vi formår at bearbejde og koordinere alle deres ideer og få dem til at spille sammen, står vi med en enorm kapacitet. Ud over mindst 150 nye job, ti videnprojekter og 30 nye produkter vil vi arbejde med nye afsætningskanaler, nye markedsføringssamarbejder, eksport, anderledes værdikæder og meget mere. Jeg er sikker på, at det får en afsmittende effekt langt ud over fødevaresektoren – eksempelvis på turismeerhvervet", siger Lars Haahr Jensen.
Andre bidragydere
Ud over investeringen fra Region Midtjylland bidrager kommuner, EU og private aktører med finansieringen af de to udviklingsplatforme, hvis budgetter ligger på henholdsvis 18 mio. kroner for platformen i Vestjylland og 12 mio. kroner for platformen i Østjylland.
Se mere på www.engagefood.dk
Billedtekst:
Initiativet Engage Food skal engagere de midtjyske fødevarevirksomheder og gøre dem bedre sammen.
Illustrationen er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen.
Flere oplysninger
• Lars Haahr Jensen, chefkonsulent, Regional Udvikling, Region Midtjylland, telefon: 7841 1704
• Peter Astrup, udviklingskonsulent, Regional Udvikling, Region Midtjylland, telefon: 7841 1714