25.05.16

Tidligere tiders brug af sprøjtegifte kan gøre det svært for unge kvinder at blive gravide. Det viser et forskningsprojekt fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitetet, der har fulgt to generationer af kvinder - en gruppe mødre og deres døtre.

Resultaterne tyder på, at de unge kvinder i dag kan få problemer med at blive gravide, fordi de i fostertilstanden blev udsat for skadelige kemiske stoffer. De kemiske stoffer bliver kun langsomt nedbrudt i kroppen og ses i prøver fra mennesker over hele verden – inklusiv i fostre. Kvinderne, der deltog i undersøgelsen, er døtre af en gruppe aarhusianske kvinder, der under deres graviditet deltog i et forskningsprojekt i årene 1988-1990. Mødrene fik taget blodprøver under graviditeten og koncentrationen af de kemiske stoffer blev målt.

Sammenligner med mødrenes blodprøver

- Når man i dag sammenligner disse tal med tal, der siger noget om døtrenes evne til at blive gravide (fertilitet), så tyder det på, at de kemiske stoffer kan have haft en skadelig effekt på døtrenes forventede fertilitet - målt på mængden af kønshormon i blodet og antallet af ægblærer i æggestokkene, siger læge Susanne Lund Kristensen, der har lavet forskningsprojektet som en del af sit ph.d.-projekt på Arbejdsmedicinsk Klinik ved Aarhus Universitetshospital.

Stofferne nedbrydes langsomt

De kemiske stoffer, det drejer sig om, er de såkaldte organochloriner, som man finder i sprøjtemidler. Der er tale om to typer sprøjtemidler, som man godt nok ikke bruger længere, men som kun langsomt bliver nedbrudt i kroppen. 

Det ene stof stammer fra DDT, der er blevet anvendt over hele verden - dels som sprøjtemiddel for at beskytte afgrøder mod insekter og i bekæmpelsen af malaria. Midlet bruges fortsat til bekæmpelse af malaria.

Det andet stof, HCB, har været anvendt i stor stil i landbruget som svampebekæmpende middel til løg og korn. Produktionen af HCB er forbudt i dag, men stoffet frigives stadig til miljøet, når man brænder affald.

Studiet er blevet til i et samarbejde mellem forskere fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Aarhus Universitetshospital, Aarhus Universitet, Center for Føtal Programmering ved Statens Serum Institut, Bispebjerg Hospital, og det Nationale Institut for Sundhed og Velfærd i Finland.

Link til originalartikel

Kristensen SL, Ramlau-Hansen CH, Ernst E, OlsenSF, BondeJP, Vested A, HalldorssonTI, RantakokkoP, KivirantaH, Toft G. Prenatal exposure to persistent organochlorine pollutants and female reproductive function in young adulthood. Environ Int 2016, 92-93: 366-372.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27132162

Yderligere oplysninger

  • Kontakt læge, ph.d., Susanne Lund Kristensen, tlf. 2336 9537.