Nogle gange skriver I etage og andre gange plan eller niveau. Er det det samme, eller er der forskel på plan 3 og etage 3? 

26.05.2016

Når Regionshospitalet Viborg i 2018 er vokset til i alt 120.000 kvadratmeter bliver det ekstra vigtigt, at patienter og pårørende nemt kan finde vej. Derfor har hospitalet taget netop patienterne med på råd om en ny "Find vej-strategi".

Hvordan hjælper man bedst patienter og pårørende til at finde til og rundt på et 120.000 kvadratmeter stort hospital, som er knopskudt gennem flere årtier og netop nu er under kraftig ombygning og udvidelse?

Det var hovedspørgsmålet, da 30 patienter og medarbejdere for nylig mødtes til en workshop om Regionshospitalet Viborgs kommende "Find vej-strategi".

Find vej - hele vejen

Strategien skal sikre, at patienterne fremover bliver guidet godt på vej allerede hjemmefra, når de modtager indkaldelsen til undersøgelse eller behandling, ligesom det skal være nemt at få overblik over parkeringsmuligheder, relevante indgange og den enkleste vej gennem hospitalet.

Og deltagerne havde masser af gode råd og input til spørgsmålet, da de i små grupper vendte en række spørgsmål om god wayfinding, som det hedder på nydansk.

Patienterne kender virkeligheden

- I skal huske at skrive dansk i indkaldelsesbrevene, så vi forstår, hvad I mener, lød det blandt andet fra én.

- Skiltene skal være tydelige og nemme at se og læse, påpegede en anden.

- Der må gerne være noget, som man kan genkende og huske, så det hele ikke ser ens ud. Hvad med for eksempel at klistre et sort billede af en bil op på væggen, så man kan finde vejen til p-huset, foreslog en tredje.

Og det var netop hele formålet med workshoppen - at få alle ideer på bordet og høre, hvordan hospitalets patienter oplever skiltning, vejvisning og turen rundt på hospitalet.

Find-vej på dansk

De mange input fra workshoppen vil nu indgå i det videre arbejde med en egentlig wayfinding-strategi - eller for nu at respektere ønsket om at skrive dansk: En find vej-strategi for hele Hospitalsenhed Midt, som også dækker regionshospitalerne i Silkeborg, Skive og Hammel.