Roadshow om biogas til transport
Næstformand i regionsrådet Bente Nielsen, Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt og driftschef Jan Skov Pedersen fra transportfirmaet Frode Laursen (th) og Iveco-sælger Frits Wirenfelt fra Thybo Biler i Holstebro (tv) besigtigede det nye Iveco sættevogntog som anvender gas som drivmiddel.
Næstformand i det midtjyske regionsråd Bente Nielsen var mandag den 9. maj til roadshow om biogas til transport i Herning sammen med bl.a. Energi-, Forsynings -, og Klimaminister Lars Chr. Lilleholt.
Arrangementet var promovering af biogas som brændstof til lastvognstransport som alternativ til diesel. Arrangementet var en del af det skandinaviske projekt Biogas 2020, som Region Midtjylland støtter.
Bente Nielsen sagde i sin velkomsttale bl.a., at regionsrådet i Midtjylland siden regionernes start i 2007 har haft energi og miljø som et særligt indsatsområde. Regionen ønsker at bidrage til den grønne omstilling og medvirke til erhvervsvækst og nye arbejdspladser på et område, hvor Midtjylland i forvejen står stærkt og har gode forudsætninger for yderligere vækst.
Region Midtjylland har et mål om, at 50 procent af energiforbruget i 2025 skal stamme fra vedvarende energi. Udviklingen har været fra 22 procent i 2006 til 33 procent i den seneste opgørelse. Vi er således nået et godt stykke vej med indførelse af vedvarende energi her i regionen og er kommet længere end landet som helhed.
Men der er fortsat lang vej endnu, og hvis vi skal nå målet, er det nødvendigt, at transportområdet bidrager med omstilling til vedvarende energi.
Politikerkonference
Et partnerskab mellem kommunerne i regionen, Region Midtjylland, universiteter og en lang række energiaktører fra regionen har udarbejdet forslag til strategier og handlinger, som viser, hvordan vi mest hensigtsmæssigt omstiller til vedvarende energi i Region Midtjylland. Resultatet af dette arbejde blev præsenteret på en politikerkonference i oktober sidste år, hvor der var stor politisk vilje til at arbejde videre ud fra de opstillede forslag.
Mere biogas
Der peges bl.a. på en kraftig udbygning med biogasanlæg, så op mod 75 procent af al husdyrgødning sammen med andre restprodukter fra landbrug og industri behandles i biogasanlæg. Det vil betyde udvidelse af eksisterende biogasanlæg og etablering af 10 – 20 nye større anlæg, idet det i øjeblikket kun er tale om 18 procent af husdyrgødningen, som tilføres til biogasanlæg.
Det forventes, at hovedparten af biogassen vil blive opgraderet til naturgaskvalitet og blive tilført naturgasnettet. Naturgasnettet kan således anvendes til fordeling af biogassen til gastankstationer, hvor gassen kan fyldes på busser og lastvogne og erstatte diesel.
I Region Midtjylland er der flere gode eksempler på, at biogas og naturgas har erstattet diesel til transport:
- Bybusserne i Holstebro har kørt på gas siden 2014.
- I Skive kører en del af den kommunale bilpark på gas, og bybusserne er på vej til at køre på biogas.
- Også i Silkeborg er bybusserne på vej til biogas.
- I Ringkøbing-Skjern kører skraldebilerne delvist på biogas
Regionsrådet i Midtjylland har bevilget økonomisk støtte til det skandinaviske EU projekt ”Biogas 2020”, som indeholder forskellige initiativer til udbredelsen af produktionen og anvendelsen af biogas. Det drejer sig bl.a. om følgende initiativer i Region Midtjylland:
o ”GreenLab Skive”, hvor el fra vindmøller anvendes til fremstilling af brint. Brinten skal anvendes til opgradering af biogas, så man så at sige kan lagre vindmøllestrøm i naturgasnettet.
o Biogas til færgetransport til og fra Samsø.
o Udbredelse af biogas til tung landtransport.
Bente Nielsen sluttede sit indlæg af med at udtrykke håbet om, at roadshowet vil være startskuddet for lastvognstransporten til at påbegynde overgang til biogas som brændstof til glæde for klimaet og for erhvervsvækstmulighederne i Region Midtjylland og i Danmark.