23.05.16

Akutafdelingen på Hospitalsenheden Horsens opretter to nye stillinger som socialsygeplejersker. Ansættelserne skal være med til at sikre socialt udsatte bedre behandling.

Socialsygeplejersker tilknyttet et hospital kan være med til at forbedre sundheden blandt socialt udsatte borgere og hjælpe dem til en bedre indlæggelse og udskrivelse.

Det viser erfaringerne fra flere andre danske hospitaler, og derfor følger Hospitalsenheden Horsens nu trop og opretter to nye stillinger inden for området.

De nye sygeplejerskers opgave bliver at give socialt udsatte en bedre og mere værdig behandling i sundhedssystemet. Der kan være tale om hjemløse, stofmisbrugere, mennesker med sindslidelse, i prostitution, eller som er ramt af fattigdom.

Ansættelserne er et led i at skabe mere lighed i sundhed for udsatte borgere, som Sundhedsaftalen 2015-18 indgået imellem Region Midtjylland og de 19 kommuner foreskriver.

- Vi vil både sikre udsatte borgere bedre behandling her og nu samt indhente mere viden om gruppen, så vi kan blive bedre til at behandle dem i fremtiden. Socialt udsatte er nemlig en gruppe borgere, som ofte ikke føler sig godt tilpas på afdelingen. Måske fordi de ikke føler sig rigtigt forstået, siger oversygeplejerske Lone Fredensborg fra Akutafdelingen, Hospitalsenheden Horsens.

I praksis skal socialsygeplejerskerne opsøge socialt udsatte på hospitalet og hjælpe med til, at deres behandling gennemføres. Sygeplejerskerne får fokus på at skabe tryghed og overblik for patienten og vil også være bindeled til de øvrige tilbud, der findes til denne gruppe uden for hospitalet.

- Vores forventning er, at færre socialt udsatte patienter forlader hospitalet, inden de er færdigbehandlede. Det vil være medvirkende til bedre sundhed, siger Lone Fredensborg.

Stillingerne er netop blevet slået op på baggrund af en finanslovsbevilling, og de nye socialsygeplejersker forventes at begynde på job pr. 1. august 2016.

Den ene socialsygeplejerske ansættes med særligt fokus på udviklingsopgaver.