Byggepladsen på storhospitalet i Gødstrup tænker bæredygtigt: I 2015 røg næsten 1,6 tons byggeaffald til genbrug. Fotoakkreditering: Charlotte Ranneries / Hospitalsenheden Vest

11.03.2016

På en så stor byggeplads som DNV-Gødstrup behandles de store mængder affald som en vigtig ressource. Det fortæller miljøkonsulent Bjarne Bjergfelt fra firmaet Marius Pedersen, der håndterer al affald for byggeriet af storhospitalet i Gødstrup.

Affaldet fra den store byggeplads i Gødstrup sorteres i såkaldte fraktioner på Miljøpladsen, der har sit eget hjørne i den sydlige del af pladsen.

En fraktion kan være jern/beton, som er meget velegnet til genbrug. Det kan også være papir/pap, som sendes videre til papirfabrikken, eller det kan være træ, der kan genbruges som spånplader.                                                                            I alt er der 21 fraktioner på Miljøpladsen.

- Det kræver god kontakt mellem alle på byggepladsen at arbejde målrettet med affald som en værdifuld ressource.  Og det er vigtigt at have blik for, at der hele tiden tænkes i genbrug. Måden det bedst gøres på er ved at servicere og give gode råd på pladsen - ikke ved løfte pegefingre, siger miljøkonsulent Bjarne Bjergfelt. 

Projektchef Michael Hyllegaard fra DNV-projektsekretariatet roser firmaerne på byggepladsen for det gode samarbejde omkring genbrug:

- Det er flot, at virksomhederne tager meget aktivt del i affaldssorteringen. Det betyder, at byggepladsen i Gødstrup opfylder Region Midtjyllands målsætning for genbrug af affald og mere til. 

Firmaet Marius Pedersen har p.t. miljøkonsulenten på pladsen et par timer dagligt, men fra sommer er det forventningen, at han skal være der fuldtid, da mængden af affald vil øges væsentligt.

Fakta: kun 1 procent af affaldet skal deponeres

Statistik for 2015 viser, at hospitalsbyggepladsen i Gødstrup har fokus på at genanvende affaldet. Således kan 89 procent af det indsamlede affald genbruges. 10 procent er velegnet til forbrænding, og den sidste procent er til deponi.

I alt var affaldsmængden i DNV-Gødstrup i 2015 på 1.615,874 tons.

Region Midtjylland har som overordnet mål at arbejde for, at 70 procent af det affald, der produceres i regionens geografiske område i 2025 bliver genanvendt.

Yderligere information

  • Projektchef Michael Hyllegaard, DNV-projektsekretariatet, tlf. 24 47 02 34.
  • Byggeteknisk koordinator Finn Spicker Brødbæk, DNV-projektsekretariatet, tlf. 20 37 33 50.