07.03.2016

Patientkøkkenet på Regionshospitalet Randers og Michelin-restauranten Substans fra Aarhus er gået sammen om at slå et slag for økologisk mad.

Humøret er højt på de to hospitalsstuer, som er indrettet på fødevaremessen Foodexpo i Herning. I sengene ligger otte af messens 20-25.000 gæster. Fire gange om dagen frem til tirsdag aften kan 40 gæster købe billet til et måltid på hospitalets og gourmet-restaurantens fælles stand. Først ved indgangen bliver det afsløret, om man skal spise under Michelin-stjernen, eller om man skal en tur på hospitalet.

Ægteparret Mads og Misse Dybvad Nielsen havnede søndag i to af standens otte hospitalssenge, hvor personale fra hospitalskøkkenet serverede rugbrødssnitter, persillerodssuppe, butterdej med skinke og grønt og rødkålssalat med abrikoser, mandler og tranebær for dem.

Gæsterne kaster lange blikke
- Jeg vidste jo ikke, hvad jeg gik ind til, men sikke et held at jeg kom på hospitalet i dag, siger Mads Dybvad Nielsen. Jeg synes, det er en god måde at vise på, at hospitalet laver god mad. Jeg vidste ikke, at hospitalet i Randers laver næsten 100% økologisk mad, og det er godt, at det bliver vist, at hospitalsmad ikke behøver være overkogt og kedelig. Jeg kan godt lide, når maden smager af det, den er lavet af. Og det gør persillerodssuppen her.

Cheføkonoma Mona Carøe Jensen og chefkok René Mammen, indehaver af Substans.
Fotograf: Helle Brandstrup Larsen

De to køkkenchefer er gået sammen, fordi de begge brænder for økologien, og fordi de vil vise, at god økologisk mad ikke er forbeholdt de få.

- Vi vil gerne vise vejen for dem, der vil noget indenfor økologi, fortæller René Mammen, som ejer restaurant Substans. Vi har det samme udgangspunkt, når det gælder råvarerne og økologien, men vi laver forskellige fortolkninger af maden. Når vi får en chance for at slå et slag for økologien, må vi lægge, hvad vi har i hænderne og stille op.

- Vi får nogle sjove reaktioner fra gæsterne, fortæller han. På restauranten her på messen har vi helt tydeligt nogen, der kaster lange blikke efter hospitalets roastbeef-madder.

- Og i hospitalssengene har vi nogen, der ser langt efter vinen hos Substans, supplerer cheføkonoma Mona Carøe, Regionshospitalet Randers, mens hun skænker vand og mælk op til ”patienterne”.

De to chefkokke og deres personale arbejder side om side frem til tirsdag aften. De er ikke i tvivl om, at de kan lære en masse af hinanden.

- På hospitalet kan vi lære noget af den kreative måde, Substans anretter maden på, siger cheføkonoma Mona Carøe. Vi skal ikke udfordre patienternes smagsløg på samme måde, som man gør på en gourmet-restaurant, men vi skal give maden et tvist, og det bliver vi inspireret til.

- På mange måder arbejder vi på samme måde, siger René Mammen. På Substans smider vi ikke om os med dyre råvarer. Vi bruger faktisk de samme basisting som hospitalet. Grøntsagerne har overtaget, vi gør bare noget andet ved dem.

Spiser med øjnene
I hospitalssengene er en veltilpas mæthed ved at indfinde sig. Rørt skyr med honning, citronfromage og en jordbærshake har gjort sin virkning, og de otte indlagte mener nu, at de er godt rustede til at blive udskrevet.

Næsten klar til "udskrivelse". Fotograf: Helle Brandstrup Larsen

- Maden var dejlig, siger Annette Andersen fra Randers. Den smagte lige så godt som på en god restaurant. Der er tænkt på farverne og på, at den skal se indbydende ud. Jeg fik bl.a. en sildemad med syltede porrer. Det ville jeg ikke selv have fundet på. Man spiser både med øjnene og med smagsløgene, og jeg kan godt lide, at portionerne er små og lækre, så man kan smage forskellige ting.

Samarbejdet mellem Regionshospitalet Randers og restaurant Substans er kommet i stand via Økologisk Landsforening. Standen er at finde på Foodexpo i Herning Messecenter frem til tirsdag den 8. marts kl. 18.

Yderligere oplysninger:
Cheføkonoma Mona Carøe, Regionshospitalet Randers
monajeen@rm.dk / Tlf.: 7842 2601 / 2872 2642