Gå til stort billede af Millpart i Skjern

En fjerdedel af Danmarks i øjeblikket stærkeste vækstvirksomheder hører hjemme i region Midtjylland. Det viser en ny vækstrapport fra innovationshuset Mandag Morgen.

307 midtjyske virksomheder er inde i et såkaldt scaleup-vækstforløb med ekstra stort potentiale for at vokse og skabe nye job. Det gør Midtjylland til den region, uden for hovedstadsregionen, der har det største antal højvækstvirksomheder. 

I alt 3,8 pct. af regionens godt 8.000 internationalt konkurrerende virksomheder har udviklet sig til potentielle scaleup-virksomheder. På landsplan har 3,4 pct. af Danmarks godt 36.000 internationalt konkurrerende virksomheder udviklet sig til potentielle scaleup-virksomheder.

Det viser en ny rapport, som innovationshuset Mandag Morgen har udarbejdet for Danske Regioner.
Rapporten er bygget op omkring en kortlægning af Danmarks ”scaleup-vækstlag”, defineret som virksomheder med over 10 ansatte, der i de seneste 3 regnskabsår har haft en gennemsnitlig årlig vækst i ansatte, omsætning eller bruttofortjeneste på minimum 20 pct.

”Andelen af scaleup-virksomheder i en region er en indikation af, hvor stærkt vækstmiljøet i regionen er. Her præsterer region Midtjylland godt i en dansk sammenhæng,” siger projektleder og erhvervsredaktør i Mandag Morgen, Bjarke Wiegand.

Kortlægningen viser, at specielt regionens store produktionsvirksomheder inden for industri, fødevarer og energi fungerer som dynamoer for Midtjyllands scaleup-vækstlag.

Endnu har de færreste midtjyske scaleup-virksomheder imidlertid vokset sig til store virksomheder selv. Knap 80 pct. har under 50 ansatte. Og det udstiller den vækstudfordring, som Danmark står overfor nationalt: Vi har for få virksomheder, der vokser sig rigtigt store.

Fra startup- til scaleup-nation

Rapporten bliver offentliggjort på vækstkonferencen ”Fra startup- til scaleup-nation”, der finder sted på Axelborg i København mandag den 21. november.

Konferencen, som arrangeres af Mandag Morgen og Danske Regioner, følger op på sidste års store vækstkonference ”VækstDanmark 2025”. Den slog fast, at der er et udtalt behov for, at danske virksomheder bliver bedre til at indfri deres vækstpotentiale i Danmark.

Godt samarbejde

Dette er i dag et højt prioriteret vækst- og erhvervsfremmetema i Danmarks fem regioner, som arbejder tæt sammen om at identificere og styrke de regionale højvækstmiljøer via det tværregionale initiativ ”Scale-Up Denmark”.

"Vi har rigtig mange vækstvirksomheder i Region Midtjylland. Med Scale-up Denmark sætter vi fokus på de stærke og deres potentiale som vækstmotorer i Region Midtjylland og på tværs af Danmark", siger Bent Hansen, formand for Regionsrådet og Vækstforum i Region Midtjylland.

"Scale-up Denmark er et super eksempel på, at vi kan arbejde sammen – regioner og stat – og med de regionale styrkepositioner som udgangspunkt", siger Bent Hansen.

Et vigtigt valg

En af de virksomheder, som omtales i den nye rapport, er Millpart A/S i Skjern. Den 15 år gamle virksomhed er netop på vej mod et vigtigt valg i forhold til fremtidig vækst. Millpart har succes med avanceret produktion i døgndrift af hydraulik-komponenter og har sat et mål om 15 procents omsætningsstigning frem til 2018. Sker det, vil MillPart have udnyttet sin kapacitet optimalt i 2018 og behøver både kapital og kvadratmeter, hvis den skal vokse yderligere. Og CEO Niels Jørgen Nielsen understreger, at det er et hvis, for det er ham magtpåliggende ikke at vokse hurtigere, end at virksomheden kan fastholde sin kultur.


Se flere tal samt illustrationer om Midtjylland som vækstregion

 

Billedtekst: Millpart i Skjern har succes med især hydraulikbokse og skal snart tage stilling til, om der skal tilføres kapital og kvadratmeter - eller om virksomheden skal stoppe med at vokse. (foto fra rapporten)

Yderligere information:

Bent Hansen, formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, telefon: 7841 0010 / 4031 3707

Bjarke Wiegand, Erhvervsredaktør Mandag Morgen, telefon: 3164 1105