21.10.2016
De 200 millioner, som staten har afsat til bredbåndspuljen, er langt fra nok til at dække behovet. Det mener Region Midtjylland og regionens 19 kommuner, som netop har lanceret en handlingsplan for den digitale infrastruktur.
Hvis der skal tidssvarende bredbånd ud til alle områder i den midtjyske region, må staten skyde flere penge i den såkaldte bredbåndspulje.
Som det er nu, har staten udpeget 280.000 adresser som berettigede til at søge penge fra puljen, men den rækker i bedste fald til 25.000 adresser og måske reelt kun til 4.000, hvis man skal tro beregninger fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.
- Alene her i Region Midtjylland handler det om 46.000 boliger, virksomheder og sommerhuse, der kan søge puljen", siger Bent Hansen, regionsrådsformand i Region Midtjylland.
- Tidssvarende bredbånd og mobildækning er vigtigt både for erhvervsudvikling og bosætning. Bredbåndspuljen er designet til de tyndt befolkede områder, hvor forsyningsselskaberne ikke umiddelbart har en økonomisk interesse i at investere. Hvis staten ikke afsætter de nødvendige midler, sker udbygningen bare ikke", siger Bent Hansen.
Vil godt betale
I den strategi- og handlingsplan, som Region Midtjylland og de 19 kommuner netop har vedtaget, opfordrer de staten til at forhandle med mobilselskaberne om at tilbyde abonnementer med en form for betalt roaming i Danmark – altså sådan, at man bliver omstillet mellem forskellige mobilnet, så man altid får det stærkeste signal.
Bent Hansen mener, at borgerne godt vil betale ekstra for at have den mulighed.
- Det er tankevækkende, at man nu snakker om muligheden for frit at roame i hele EU, men at man stadig ikke kan gøre det her i Danmark. Hidtil har selskaberne slået sig i tøjret og truet med, at hvis roaming bliver indført, vil de stoppe udbygningen af deres maste- og antennenet, siger Bent Hansen.
Bedre lånemuligheder
Jan Petersen, borgmester i Norddjurs og formand for kommunerne i Region Midtjylland, påpeger, at mange kommuner er interesserede i at investere i den digitale infrastruktur, men at de ikke har mulighed for at låne til finansieringen inden for den kommunale låneramme.
- Vi har brug for alternative lånemuligheder, som er øremærket til digital infrastruktur. Det bør KL og staten tage op ved de kommende økonomiforhandlinger, siger Jan Petersen.
Ren besked om dækning
Den fælles midtjyske strategi- og handlingsplan indeholder desuden en anbefaling til staten om at forpligte mobilselskaberne til at oplyse borgerne om den faktiske dækning, hver gang de sælger et abonnement.
- Det er ikke nødvendigvis det første, man tænker på som forbruger. Men dækningen betyder alverden for brugen af en mobiltelefon, og derfor bør oplysninger om dækning være en del af den almindelige forbrugerinformation, når man tegner et mobilabonnement, siger Jan Petersen.
Ekstra materiale:
Brev til energi-, forsynings- og klimaministeren
Strategi- og handlingsplan for digital infrastruktur
Flere oplysninger
- Bent Hansen, formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, telefon: 7841 0010 / 4031 3707
- Jan Petersen, formand for Kommunekontaktrådet i Midtjylland og borgmester i Norddjurs Kommune, telefon: 27852451