Fotos: Helle Brandstrup Larsen

Regionshospitalet Randers har officielt fået overdraget deres guldmedalje for deres økologiske mad. Men ligeså vigtig som økologien er patienter og økonomi.

Onsdag den 12. oktober fik køkkenet på Regionshospitalet Randers officielt overbragt beviset på at de har opnået fødevarestyrelsens Økologiske Guldmærke. Det fortæller, at mere end 90 pct. af køkkenets råvarer er økologiske.

Med tanke på naturen
– Regionshospitalet Randers er det første hospital, der når i mål med et øko-spisemærke i guld. De beviser, at man med flid, fokus og dedikation kan nå helt op i nærheden af 100 pct. økologi, selvom man er et stort hospitalskøkken, som er underlagt stramme budgetter. Samtidig beviser de, at man sagtens kan tilgodese alle de ernæringsmæssige behov, patienterne har, indenfor de økologiske rammer, sagde Rikke Thorøe Grønning, chefkonsulent i foodservice-teamet i Økologisk Landsforening, da hun overdragede diplomet til cheføkonoma Mona Carøe.

Rikke Thorøe Grønning opsummerede køkkenets tons-forbrug af økologiske råvarer og kom med et bud på, hvor uendelig mange millioner liter mindre forurenet grundvand hospitalet dermed har sparet landet for ved ikke at forudsætte sprøjtning. Og hertil hvor meget mere dyrevelfærd, det har bragt.

Et særligt guldhold
Fra hospitalets ledelse var der også masser af roser til køkkenet og dets personale:

Hospitalsdirektør Jonas Dahl kaldte køkkenets personale for guldholdet og sammenlignede udmærkelsen med det guld, som kan opnås i sportens verden. Flere kan få guldprisen, men ingen kan blive de første som køkkenet i Randers. Han var stolt på hospitalets og byens vegne over prisen. Som leder var han stolt over at fokus også havde været økonomien og ikke mindst patienterne.

Og netop patienterne og deres positive oplevelser blev også rost i ordene fra hospitalets lægefaglige direktør Lone Winther Jensen, som løbende har set nye initiativer og tiltag fra køkkenet – som blandt andet kogebøger, så andre kan gå i køkkenets økologiske fodspor. Hun oplæste de seneste modtagne patientbreve, som netop omhandlede madens kvalitet som en stor oplevelse. Det var ikke de eneste breve, som hun med stolthed har læst og bragt videre til personalet.

Kollegernes ros
Blandt deltagerne i guld-øko overækkelsen var også flere af regionens andre cheføkonomaer. Også herfra var der roser.

Ole Hoffmann fra Centralkøkkenet i Aarhus var stolt over en region, hvor der ved hospitalerne ved tre sølvmærker og nu et guldmærke. For ham var det ikke bare Randers, der nød godt af Mona Carøe og hendes holds indsats. Randers har gjort det muligt for de andre hospitaler at få økologiske pålæg, der ellers ikke er på markedet. Det kan de andre hospitaler nu få – og til den rette pris gennem deres stadig mere udbyggede samarbejde hospitalerne i mellem. 


Det eneste Ole Hoffmann savnede nu, var økologisk røget filet. Det udsagn blev dog straks imødegået fra den ene af hospitalets to slagtere, der stolt kunne fortælle, at nu var også dette leveringsmæssige hul lukket.

– Jeres arbejde for økologien har løftet og styrket økologien på alle regionens hospitaler, sluttede Ole Hoffmann.

Lavet af kærlighed
Cheføkonoma Mona Carøe fik det sidste ord ved overdragelsen. Hun gav de mange roser videre til sine medarbejdere, som har været hovedkraften i omstillingen. De havde været omstillingsparate og kreative – og var hele tiden med på at gå videre. Og altid med den gode, sunde oplevelse ved patienten som det vigtigste. Køkkenet har klaret omstillingen med de samme ressourcer, som er de samme som i 2009.

Omstillingen fra konventionel mad med fortrinsvis færdiglavede råvarer til egen fremstilling fra grunden havde været nogenlunde let – og havde sparet ressourcer. Derfor var bronzemærket nået nogenlunde led. 

Siden var der kommet kampen om sølv-mærket, hvor køkkenet havde stillet stadig flere krav til deres leverandører. Også det bar frugt – og Mona Carøe gav derfor også ros videre til disse.

Der var også roser til de eksterne konsulenter, der løbende havde fulgt og vejledt folkene i Randers. En af de opfordringer de havde fået var om at deltage i en stor mad-festival i Herning. Her havde hospitalet deltaget med en sengestue, hvor ”patienter” blev indlagt. Her havde hospitalet været i flot konkurrence med en Michelin-restaurant.

Sidst takkede Mona Carrøe hospitalets ansatte ude i afdelingerne for at have bakket køkkenets tiltag op og på en positiv måde bringe maden frem til patienterne.