03.10.2016

Nuværende centerchef på Aarhus Universitetshospital Michael Braüner Schmidt bliver ny lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt.

Den nye lægefaglige direktør for de fire hospitaler i Hospitalsenhed Midt hedder Michael Braüner Schmidt. Han er 56 år, specialiseret inden for anæstesi og intensiv behandling, og har siden 2011 været centerchef i Aarhus Universitetshospitals Akutcenter. Centeret er et af Aarhus Universitetshospitals fire kliniske centre og har ca. 2.300 ansatte.

- Michael Braüner Schmidt er et pletskud til stillingen, siger koncerndirektør Ole Thomsen.

- Udover at være kendt som en dygtig leder, har Michael Braüner Schmidt også en kæmpe viden om at drive en stor og moderne akutmodtagelse, som den der lige nu bliver bygget i Viborg.

- Dertil kommer, siger Ole Thomsen, at Michael har en særlig evne til at kombinere en stor viden om konkrete forhold i klinikken, med den relevante strategiske retning for sundhedsvæsenet. Han er både venlig og handlekraftig på samme tid, og jeg glæder mig meget til at byde ham velkommen.

Michael Braüner Schmidt tog en lederuddannelse (Master of Public Management - MPM) på Syddansk Universitet i 2010.

I sit nye job indgår Michael Braüner Schmidt, sammen med hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen og sygeplejefaglig direktør Tove Kristensen, i ledelsen af hospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive. Hospitalerne har tilsammen ca. 4.200 ansatte, som årligt behandler over 342.000 ambulante patienter og udskriver flere end 48.000 patienter efter indlæggelse.

Michael Braüner Schmidt efterfølger lægefaglig direktør Christian Møller-Nielsen, der er gået på pension, og han tiltræder stillingen den 1. november.

Privat bor den kommende lægefaglige direktør sammen med sin hustru i Hinnerup i Favrskov Kommune.

Flere oplysninger

  • Koncerndirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen, tlf. 2146 9807
  • Hospitalsdirektør Hospitalsenhed Midt, Lars Dahl Pedersen, tlf. 4031 3230
  • Michael Braüner Schmidt, kommende lægefaglig direktør, tlf. 2728 1196
  • Besøg hospitalsenhedens hjemmeside 

Foto
Medsendt foto kan frit anvendes i forbindelse med omtale af navnenyheden. Kreditering: Region Midtjylland / AUH, Pia Crone Madsen.