29.09.2016

40 patienter og deres behandlere bliver inviteret til at hjælpe forskere på Regionshospitalet Silkeborgs Rygcenter med at få viden og overblik, der kan skabe sammenhæng i behandlingsforløb for patienter med diskusprolaps i lænden.

Efter cirka otte uger i et standardiseret behandlingsprogram er ni ud af 10 patienter med diskusprolaps i lænden i betydelig bedring. Men hver tiende oplever tiltagende funktionsnedsættelse, føleforstyrrelser og smerter.

Et nyt forskningsprojekt på Regionshospitalet Silkeborg vil nu undersøge den nuværende indsats for at få bedre overblik og ny viden om, hvordan behandlingen kan tilrettelægges, så patienterne oplever sammenhæng i forløbet. Sundhedsstyrelsen har for nylig noteret, at behandlingen af patienter med diskusprolaps er meget varieret sammensat, og at forløbene til en vis grad bærer præg af tilfældighed – blandt andet fordi behandlerne mangler entydige forskningsbaserede anbefalinger for behandlingen og derfor må basere sig på deres egen faglighed og erfaring.

- Der kan være mange forskellige professioner involveret i behandlingen af patienter med diskusprolaps i lænden – på hospitalet, i kommunen og i private praksis. De mange overgange udfordrer sammenhængen i behandlingsforløbet, så det interesserer vi os meget for at få afdækket, siger lederen af projektet, konstitueret forskningsansvarlig sygeplejerske, ph.d. Camilla Blach Rossen fra Forskningsenheden på Regionshospitalet Silkeborgs Center for Planlagt Kirurgi.

Forskningsprojektet inkluderer 40 patienter, som er henvist til videre udredning og medicinsk eller kirurgisk behandling på Regionshospitalet Silkeborgs Rygcenter. Forskerne vil blandt andet interviewe patienterne og behandlere, de kommer i kontakt med, eksempelvis praktiserende læger, kommunale fysioterapeuter og andre, der viser sig at være vigtige.

Flere oplysninger

  • Konstitueret forskningsansvarlig sygeplejerske, ph.d. Camilla Blach Rossen, Forskningsenheden, Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg, tlf. 7841 6021 / 2298 7987, mail caross@rm.dk