Hospitalerne ventede oftere forgæves på unge og mænd
30.09.2016
Forvent ikke, at yngre personer og mænd husker en aftale om flere måneder. Sådan kunne et godt råd lyde til hospitaler, der vil undgå at vente forgæves på patienter.
Nye forskningsresultater viser, at det især er personer i alderen 20-40 år samt mænd, der ikke dukker op til aftaler på to hospitalsafdelinger i Region Midtjylland. Resultaterne stammer fra første del af forskningsprojektet Gebyr ved udeblivelse.
Denne del har afdækket, hvor mange og hvilke patienter hospitalsafdelingerne ventede forgæves på, inden forsøget med gebyr ved udeblivelse blev iværksat.
Det fortæller seniorforsker Ulla Væggemose, DEFACTUM, der leder et nationalt forskningsprojekt, som blandt andet undersøger om truslen om gebyr får flere til at huske deres aftaler.
DEFACTUM gennemfører projektet i samarbejde med KORA på vegne af Danske Regioner og Sundheds- og Ældreministeriet.
-Når vi kigger på tallene, er det interessant, at det især er yngre og mænd, der udebliver fra deres aftaler, siger Ulla Væggemose.
Måske glemmer de aftalerne
Inden forsøget med gebyr ved udeblivelse gik i gang, ventede de to midtjyske afdelinger forgæves på 4-5 % af patienterne.
Netop offentliggjort forskning viser, at afdelingerne især ventede forgæves på mænd, personer i alderen 20-40 år og på personer, der havde fået indkaldelsen fra hospitalet mindst seks uger før, de skulle undersøges eller behandles.
- Jo længere tid der er mellem indkaldelsen og mødetidspunktet, jo flere udebliver fra aftalerne, siger Ulla Væggemose.
Hospitalerne ved nu, hvilke grupper de kan give ekstra opmærksomhed for at få flere til at huske deres aftaler.
Fakta
- Forskningsprojektet på DEFACTUM og KORA skal for Danske Regioner og Sundheds- og Ældreministeriet afdække antal udeblivelser og effekten af en eventuel indførelse af gebyr ved udeblivelse. Projektet offentliggør løbende delresultater og ventes afsluttet medio 2017.
- Forskerne undersøger patientforløb på Ortopædkirurgisk Ambulatorium, Regionshospitalet Viborg, og på Radiologisk Afsnit, Regionshospitalet Silkeborg.
- De nye forskningsresultater publiceres on-line i Danish Medical Journal, den engelske udgave af Ugeskrift for Læger.
Flere oplysninger
- Seniorforsker Ulla Væggemose, DEFACTUM, tlf. 6083 8630 / ullvae@rm.dk.
- Læs mere om forskningsprojektet på: www.gebyr.rm.dk og på www.defactum.dk