28.09.2016

50-årige Kim Kofod Hansen skal 1. november 2016 stå i spidsen for at udvikle Region Midtjylland som attraktiv, dynamisk og bæredygtig vækstregion.

Region Midtjyllands nye udviklingsdirektør Kim Kofod Hansen er uddannet cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet i 1995 og har bred erfaring med personaleledelse.

Kim Kofod Hansen kommer fra en stilling som udviklingsdirektør i Norddjurs Kommune, og har stået i spidsen for en lang række udviklings- og erhvervsprojekter i Norddjurs og Randers kommuner samt i Viborg Amt.

Ambitiøs og dristig leder
- Jeg glæder mig over, at vi med Kim Kofod Hansen får en dygtig leder. Han er ambitiøs og dristig, og god til at skabe relationer, bygge netværk og finde fælles fodslag i formelle og uformelle samarbejder, siger regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen.

Et enigt ansættelsesudvalg valgte i et felt af 29 stærke kandidater Kim Kofod Hansen til at erstatte udviklingsdirektør Lars Vildbrad, der som led i et generationsskifte har skiftet job til chefkonsulent i Region Midtjylland.

- Region Midtjylland har et kæmpe vækstpotentiale, som jeg glæder mig voldsomt til at forløse sammen med de mange dygtige medarbejdere i Regional Udvikling, regionsrådet og vores gode samarbejdspartnere i erhvervslivet, på uddannelsesinstitutionerne, organisationerne og ikke mindst de 19 kommuner i regionen, siger Kim Kofod Hansen.

Han er gift med sundhedschef i Randers Kommune Lene Jensen. Parret bor i Hjortshøj ved Aarhus og har en datter på 18 år og en søn på 15 år.

Fakta

Kim Kofod Hansen - 1995 Uddannet cand. Scient. Pol. fra Aarhus Universitet

Karriere

1. november 2016: Udviklingsdirektør i Region Midtjylland.

2012-2016: Udviklingsdirektør i Norddjurs Kommune.
2007-2012: Erhvervs- og udviklingschef i Randers Kommune.
2005-2007: Leder af sammenlægningssekretariatet i Ny Randers Kommune.
2001-2005: Direktionssekretær Randers Kommune.
2001-2001: Planlægger i Viborg Amts sundhedsforvaltning.
1997-2001: Stedfortræder/ konstitueret sekretariatsleder Viborg Amt miljø og teknik.
1995-1997: Fuldmægtig i Viborg Amts kulturforvaltning – daglig leder af amtets forebyggelsessekretariat.

 

Flere oplysninger