Region Midtjylland beder nu borgere, kommuner og LAG'er trække vod i de midtjyske landsbysamfund for at finde kandidater til næste års landsbypris. Som noget nyt giver det point, hvis en landsby arbejder bevidst med regionens styrkepositioner – eksempelvis energi, miljø, fødevarer eller turisme.
Det skal være attraktivt at leve og arbejde i hele den midtjyske region – også i landsbyerne. Det mener både regionsråd og vækstforum, og det er baggrunden for, at regionen nu for 9. gang uddeler Landsbyprisen – og de 150.000 kroner, der følger med den.
"Vi vil gerne anerkende og synliggøre det enorme arbejde, der altid ligger bag en levende landsby. Og så mener vi, at der fødes så mange gode ideer derude, som kan inspirere andre", siger Poul Erik Christensen, formand for regionsrådets rådgivende udvalg for regional udvikling.
Frist for indstilling
I de kommende måneder kan alle komme med bud på kandidater og aflevere dem til kommuner og LAG'er, der sørger for inden 5. december at indstille een fra hver kommune.
Regionsrådet udpeger vinderen i samarbejde med et dommerpanel i begyndelsen af 2017, og selve prisoverrækkelsen finder sted i maj 2017.
Gamle kriterier – og et nyt
Det er niende gang, at Region Midtjyllands Landsbypris skal uddeles, og den henvender sig til landsbyer med højst 2.000 indbyggere – eventuelt flere mindre landsbyer i forening.
Kandidaterne skal kunne fremvise en udvikling over de seneste tre til fem år, og den skal basere sig på en planlagt udviklingsindsats.
Derudover skal kandidaterne opfylde følgende kriterier for at komme i betragtning hos dommerpanelet og regionsrådet:
- De skal kunne vise, at indbyggertallet er stigende, eller at et fald er bremset
- De skal have gennemført og igangsat større projekter og initiativer, der viser vej til fornyelse og udvikling
- De har forbedret det fysiske miljø i landsbyen
- De kan fremvise et stærkt engagement og samarbejde mellem borgerne og andre aktører
- De har trodset særligt vanskelige vilkår, fx nedlæggelse af arbejdspladser, offentlig service m.m.
- De har gennemført en særlig indsats i forhold til energi, fødevareudvikling eller andre af regionens styrkeområder
Det sidste kriterium er nyt, og det hænger sammen med den vækst- og udviklingsstrategi 2015-2015, som regionsrådet vedtog først på året. I strategien er fødevarer, energi og miljø, avanceret industri samt kreative erhverv, it og turisme udpeget som regionale styrkepositioner, der vil få ekstra opmærksomhed i det regionale udviklingsarbejde.
Tidligere modtagere
Region Midtjyllands Landsbypris blev i maj i fjor uddelt for ottende gang. De tidligere modtagere er (i kronologisk rækkefølge) Idom-Råsted i Holstebro Kommune, Spjald i Ringkøbing-Skjern Kommune, Endelave By i Horsens Kommune, Rødding i Skive Kommune, Nørager i Norddjurs Kommune, Ølstrup i Ringkøbing-Skjern Kommune, Glyngøre i Skive Kommune samt Feldballe i Syddjurs Kommune.
"Vi er rigtig spændte på at se nogle nye kandidater – også meget gerne fra de kommuner, som endnu ikke har huset en vinderlandsby", siger Poul Erik Christensen med henvisning til, at de otte tidligere prismodtagere findes inden for seks kommuner – ud af regionens 19 kommuner.
Feldballe igen
Ifølge Poul Erik Christensen får dette års vinder, Feldballe, nu endnu en chance for ære og berømmelse. På sit møde onsdag besluttede regionsrådets udvalg for regionale udvikling nemlig at anbefale Feldballe som kandidat til Erhvervs- og Vækstministeriets Landdistriktspris 2016. Prisen skal anerkende og synliggøre dem, der bidrager til at skabe attraktive levevilkår og bæredygtige arbejdsplader i landdistrikterne. Den uddeles allerede 3. oktober, så af tidsmæssige årsager må udvalget indsende sin anbefaling, før regionsrådet når at konfirmere den endeligt.
Billedtekst: Der var fest i Feldballe Hallen i fjor, da regionens landsbypris blev overrakt. Nu får landsbyen måske endnu en hyldest i form af en national pris. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen.
Flere oplysninger:
- Poul Erik Christensen, formand for regionsrådets rådgivende udvalg for regional udvikling, Telefon: 2496 9630
- Karsten Bækgaard, kontorchef, Regional Udvikling, Region Midtjylland, Telefon: 7841 1702
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer