Afdeling for Psykoser under Århus Universitetshospital Risskov har fået et strakspåbud af Arbejdstilsynet som følge af episode den 26. februar
10.04.2017
Fredag 7. april gav Arbejdstilsynet en foreløbig tilbagemelding om, at de vil give Afdeling P, Århus Universitetshospital Risskov et strakspåbud, som følge af en episode 26. februar, hvor en medarbejder blev overfaldet af en indlagt patient.
Allerede få dage efter den voldsomme episode blev hændelsen analyseret, og der blev fundet 6 punkter til forbedringer. En række af disse punkter er allerede implementeret. Nogle undervisningsmæssige tiltag vil af praktiske grunde først blive gennemført efter påskeferien.
Arbejdstilsynet fremfører i den første tilbagemelding tilfredshed med de gennemførte og kommende tiltag, men de fremfører også et 7. punkt til her og nu forbedring omkring ansvarsfordelingen i tilspidsede situationer.
På baggrund heraf er der yderligere iværksat følgende:
1. Der er udpeget sygeplejerske i alle vagter, der har ansvaret for vagtens gennemførelse. I de tilfælde hvor der er flere sygeplejersker i vagt, kan ansvaret for patienterne deles mellem sygeplejerskerne.
2. Ved sikkerhedsbriefingen i forbindelse med vagtskifte laves en konkret vurdering af vagttypen i samarbejde mellem de kollegaer, som afgiver vagten og dem som skal i vagt.
Se tidligere artikler om episoden på Afsnit P2
Medarbejder overfaldet af patient i Risskov
Seks temaer afdækket efter hændelse i Risskov
Flere oplysninger
Ledende oversygeplejerske Inge Voldsgaard, tlf. 21 19 20 14.