Flytning af Aarhus Universitetshospital og drift af de nye bygninger presser hospitalets økonomi
26.04.2017
Hospitalet planlægger nye effektiviseringer for op mod 220 mio. kr.
Når Aarhus Universitetshospitals ekstraudgifter i forbindelse med flytningen til Skejby og driften af de nye bygninger regnes sammen, kommer hospitalet om få år til at mangle op mod 220 mio. kr. om året, og de økonomiske problemer vil vise sig allerede i 2018.
Problemet skyldes især, at perioderne med dobbeltdrift af bygninger bliver længere end planlagt, og at nye elektroniske systemer og licenser er blevet dyrere. På længere sigt belastes økonomien af stigende udgifter til teknisk vedligehold og til driften af nye it-systemer.
Trods lån og hjælp fra regionen er der fortsat problemer
Aarhus Universitetshospital er ved at blive samlet i det tidligere Skejby Sygehus og et tilstødende nybyggeri. Staten har givet en fast ramme på 6,35 mia. kr. til nybyggeriet, mens Aarhus Universitetshospital og Region Midtjylland selv skal betale regninger i byggeperioden i forbindelse med bl.a. overtagelse af bygningerne, flytninger og nødvendige ændringer på det oprindelige Skejby Sygehus, som ikke er indeholdt i bevillingen fra staten. Desuden presses økonomien af længere perioder end forudsat med dobbelte udgifter til el, vand og varme.
Aarhus Universitetshospital har optaget et leasinglån på 225 mio. kr. og et energilån på 111 mio. kroner for at flytte nogle af udgifterne til de kommende år, hvor effektiviseringer ville gøre det økonomiske råderum større. Leasingrammen forventes tilbagebetalt over 5 år og energilånet over 10 år. En anden stor del af ekstraudgifterne har Region Midtjylland påtaget sig, men det har vist sig, at det ikke er tilstrækkeligt til at løse hele det økonomiske problem.
Faktiske priser og udgifter viser sig at blive dyrere end beregnet
Endelig tidspunkt for færdiggørelse af det samlede hospital er fortsat 2019, men der har været forsinkelser undervejs i hvornår, de enkelte afdelinger kan flytte ud. Det betyder, at der i længere tid end forudsat skal betales for at holde flere hospitalsmatrikler i drift.
Udflytningsperioden har således været længere og dyrere, og det fjerner det økonomiske råderum i de år, hvor hospitalet skal begynde at betale lån tilbage. Samtidig er udgifterne til drift af flere og dyrere it-løsninger og automatiseringssystemer til de nye bygninger blevet mere end 100 mio. kr. dyrere om året end forudset.
- Vi er nu nået så langt med byggeriet, at vi kan erstatte overslag og beregninger med faktiske priser og udgifter, og derfor viser det sig nu, at det bliver meget dyrere at drive de nye hospitalsbygninger, end vi hidtil har regnet med, siger fungerende hospitalsdirektør Ole Thomsen.
Effektiviseringsplan for op mod 220 mio. kr.
Forventningen er lige nu, at de samlede økonomiske udfordringer på AUH kræver en effektiviseringsplan på AUH på op mod 220 mio. for at få budgettet til at hænge sammen og for at sikre en vis økonomisk robusthed. Hospitalsledelsen planlægger at gennemføre effektiviseringer startende med 70 mio. kr. i 2018, som stiger over tre år til op mod 220 mio. kr. fra 2020.
- Vi får faktisk bygget det fantastiske hospital, som vi har lovet, og vi holder os både indenfor statens økonomiske ramme og indenfor tidsplanerne. Derfor er det ærgerligt, at økonomien alligevel tvinger os til at skabe usikkerhed og frustration hos de medarbejdere og ledere, som i disse år arbejder hårdt på at få flytninger og forandringer til at lykkes, siger sygeplejefaglig direktør Inge Pia Christensen.
Hospitalsledelsen vil gennemføre effektiviseringerne som målrettede optimeringer og afskaffelse af unødige processer, og hospitalsledelsen vil gøre alt, hvad den kan for, at effektiviseringerne ikke går ud over opgaverne som højt specialiseret hospital og akuthospital.
- Vi skal sikre, at vi bruger personalets ressourcer så effektivt som muligt, og at vi har så rationel struktur og ledelsessystem som muligt, siger lægefaglig direktør Claus Thomsen.
Hospitalets HovedMEDudvalg er i dag blevet orienteret om udfordringerne for Aarhus Universitetshospitals økonomi, og alle hospitalets afdelinger vil blive involveret i arbejdet med effektiviseringstemaer.
Flere oplysninger
- Fungerende hospitalsdirektør Ole Thomsen, tlf. 2146 9807
- Lægefaglig direktør Claus Thomsen, tlf. 2913 5849
- Sygeplejefaglig direktør Inge Pia Christensen, tlf. 3092 2404