25/4/2017
Flag, jordbærkage og en masse glade børn dannede en festlig ramme, da H.K.H Kronprinsessen indviede udvidelsen af Trygfondens Familiehus.
- Der er ingen tvivl om, at Familiehuset har stor betydning for familierne. Det skaber trygge rammer og holder sammen på familien i en svær tid.
Sådan lød kommentaren fra Kronprinsesse Mary efter at hun tirsdag d. 25. april havde indviet en udvidelse til Trygfondens Familiehus på Aarhus Universitetshospital.
Åbnede i 2012
Trygfondens Familiehus har eksisteret siden 2012 og ligger i tilknytning til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Her kan familier til indlagte børn bo i kortere eller længere tid, mens deres barn modtager behandling på hospitalet.
Med udvidelsen, som nu er indviet, er der plads til ti ekstra familier, så Familiehuset i alt kan rumme 22 familier.
Familielivet vender tilbage
Til indvielsen talte bl.a. Inge Pia Christensen, sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital.
- På Aarhus Universitetshospital er vi gode at behandle det enkelte barn, men Trygfondens Familiehus tager hånd om hele familien. De giver dem familielivet tilbage, sagde Inge Pia Christensen.
Anders Kühnau, 1. næstformand i regionsrådet i Region Midtjylland, gav et stort skulderklap til de over 50 frivillige i Familiehuset.
- Jeres indsats gør en stor forskel. I er med til at gøre stedet til en uvurderlig hjælp for familierne, sagde Anders Kühnau.
Trampolin og interaktivt fodboldspil
Vinnie Stenholt, daglig leder af Trygfondens Familiehus, viste Kronprinsesse Mary rundt i huset. Her snakkede hun bl.a. med en familie, som i øjeblikket bor på Familiehuset, fordi deres pige på halvandet år er indlagt på hospitalet. Desuden fik Kronprinsesse Mary tid til en tur på legepladsen – og hun fik også demonstreret et interaktivt fodboldspil.
I 2016 kom 60 procent af familierne i Trygfondens Familiehus fra andre regioner end Region Midtjylland. Dette tal forventes at stiges, når Dansk Center for Partikelterapi åbner for den første patient i efteråret 2018.
Fakta
Flere oplysninger
- 1. næstformand i regionsrådet, Region Midtjylland, Anders Kühnau, tlf. 2360 2768
- Kontaktoplysninger på regionsrådets medlemmer
- Pressechef i TrygFonden, Karen Bøgedal, tlf. 3056 3432 / kb@trygfonden.dk / www.trygfonden.dk
- Daglig leder af TrygFondens Familiehus, Vinni Stenholt,
- tlf. 3092 2304 / vinnsten@rm.dk
- Oversygeplejerske ved Børn og Unge, Aarhus Universitetshospital, Marie Rosbjerg, tlf. 2424 2932 / marie.rosbjerg@rm.dk