26.04.2017

Hospitalsenheden Horsens har fået bevilliget midler til at forberede et nyt og større barselsafsnit, som skal sikre et stigende antal fødende gode rammer og fødselsforløb.

Ét stort og samlet mor/barn-hus med fødegang og barselsafsnit under samme tag.

Det kan meget vel blive fremtiden på Hospitalsenheden Horsens, som tager imod et stadigt stigende antal nye borgere. Hvor antallet af fødsler var på 1.800 pr. år i 2013, så er tallet nu oppe på godt 2.150. Det giver indimellem et stort pres på hospitalets nuværende 14 barselsstuer, som er indrettet i et tidligere patienthotel.

Det nye barselsafsnit skal med plads til op til 20 nyfødte sammen med deres familier bl.a. give mere kapacitet.

- Med indretningen af et nyt barselsafsnit får vi den nødvendige fleksibilitet i spidsbelastningsperioder. Vi bliver også bedre gearede til den befolkningstilvækst, vi ser frem til i Horsens-området, siger chefjordemoder Jeanette Ziska, Hospitalsenheden Horsens.

Ifølge Danmarks Statistik forventes antallet af 0-årige i hospitalets fire klyngekommuner, Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg Kommuner, nemlig at stige fra 2188 i 2016 til 2664 i 2025.

Bedre sammenhæng og forløb
Et nyt barselsafsnit indrettet i direkte sammenhæng med hospitalets fødegang vil samtidig give helt nye muligheder for at arbejde med gode overgange og sikre bedre sammenhæng imellem fødsel og barsel.

- I dag ligger de to afsnit geografisk adskilte, og personalet har derfor ikke mulighed for at arbejde sammen i det daglige. Det ser vi meget frem til at kunne gøre, for det kan være med til at forbedre samarbejdet yderligere, siger Jeanette Ziska.

De 400 kvadratmeter til det nye barselsafsnit skal findes i hospitalets nuværende kvindehus, hvor enkelte lokaler fortsat står rå og ubenyttede hen siden etableringen i 2012. De sidste nødvendige kvadratmeter frigøres, når et gynækologisk sengeafsnit flytter fra Kvindehuset og over i det nye hospitalsbyggeri Nye Nord i løbet af 2018.

- Vi vil samtidig gerne benytte lejligheden til at arbejde med æstetikken i barselsafsnittet, så de nye rammer tilfører de nybagte familier energi og kræfter til opgaven. Ligeledes er det et stort ønske at få nogle andre rammer til de familier, som mister et barn, siger Jeanette Ziska.

Projekteringsbevillingen blev godkendt på et regionsrådsmøde den 26. april 2017.

Flere oplysninger

  • Jeanette Ziska, chefjordemoder, tlf. 7842 6406 / 2159 1826 / jeanzisk@rm.dk