Fire nye hospicepladser til Region Midtjylland
21.08.2017
Hospice Søholm i Brabrand og det nystiftede Gudenå Hospice i Brædstrup får penge til at åbne nye hospicepladser.
Region Midtjylland har fået penge til at åbne fire nye hospicepladser i Brædstrup og Brabrand. Midlerne stammer fra regeringen og satspuljepartierne, som er enige med Region Midtjylland i, at der skal åbnes flere hospicepladser i de områder af landet, hvor der er lang afstand til ledige hospicepladser.
Nærhed ved livets afslutning
- På et hospice betyder afstand jo virkelig noget, siger Hospitalsudvalgets formand Anders Kühnau (S) om nyheden fra Sundhedsministeriet.
- Når det liv, der er tilbage, kan tælles i få dage og timer bliver kontakten til vores nærmeste familie og venner helt afgørende. Derfor er jeg rigtig glad for, at Sundheds- og Ældreministeriet har fulgt Region Midtjyllands opfordring, så vi nu kan åbne fire nye hospicepladser, siger udvalgsformanden.
To til hvert hospice
Pladserne bliver fordelt med to til Hospice Søholm i Brabrand og to til Gudenå Hospice i Brædstrup.
Der er afsat fem millioner kroner årligt i perioden 2017-2020 til etablering og drift af pladserne. De nye pladser skal være klar til at tage i mod patienter senest 1. januar 2018.
Flere oplysninger
- Formand for Hospitalsudvalget, Anders Kühnau (s), tlf. 2360 2768
Fakta
(Fra www.SUM.dk)
- Der er 252 hospicepladser i Danmark
- 59 hospicepladser ligger i Region Midtjylland
- På landsplan er mellem 95-97 % af alle indlagte på hospice kræftpatienter
- Besøg Gudenå Hospices hjemmeside. Gudenå Hospice åbnede for patienter i april 2015. Med tilsagnet om yderligere to pladser får Hospice Gudenaa i alt 11 senge.
- Besøg Hospice Søholms hjemmeside. Hospice Søholm åbnede 1. april 1999 som Danmarks første amtskommunale hospice. Med tilsagnet om yderligere to pladser får Hospice Søholm i alt 13 senge.