10.08.2017

Økologisk middag, akrobatik, moderne dans og sang er bare nogle af de arrangementer patienter og borgere vil kunne opleve på Regionshospitalet Randers fra næste uge og i de kommende måneder. Hospitalet byder nemlig indenfor til arrangementer i forbindelse med Randers Ugen og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Kom og spis en økologisk middag, oplev unge dansere fortolke William Shakespeares Romeo and Juliet og se hospitalets historie på sygehusmuseet. Det kan patienter og borgere opleve i uge 33 på Regionshospitalet Randers, hvor Randers Ugen løber af stablen.

- Vi deltager i Randers Ugen med arrangementer, som vi håber, vil glæde vores patienter og pårørende, og som vil interessere øvrige borgere til at komme indenfor. Vi vil gerne give alle borgere, syge som raske, en rigtig god oplevelse her på hospitalet og vise dem, at vores rammer også kan byde på andet end patientbehandling. Med arrangementerne håber vi at give gæsterne ny viden om os samt et smil på læben, siger Jonas Dahl, hospitalsdirektør.

Randers Ugen afholdes 11.-19. august, og borgerne kan opleve arrangementer på hospitalet i løbet af ugen.

15. august holder sygehusmuseet ekstraordinært åben fra 10-17, og entreen er gratis. 16. august fra kl. 17-20 danner forhallen på Skovlyvej 15 rammen om et økologisk middagsarrangement. Madbilletter kan købes via hospitalets hjemmeside. Og 17. august kl. 11 vil dansegruppen MishMash opføre deres fortolkning af Romeo and Juliet gennem kropsmimik, akrobatik og sang. Forestillingen er gratis.

Arrangementer fra Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017

Ud over kulturarrangementerne i Randers Ugen åbner hospitalet også op for flere kulturelle indslag hen over året. Det sker i samarbejde med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

- Vi vil gerne give vores patienter, personale og alle interesserede borgere en smag på et udvalg af de mange spændende arrangementer, der holdes i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad 2017. Derfor inviterer vi kunstnere ind i løbet af efteråret og vinteren, hvor de bl.a. vil opføre teater, danseforestillinger og sjov for børnene. Det er vores håb, at arrangementerne vil bringe glæde og positive tanker til patienterne under deres ophold på hospitalet, siger Jonas Dahl.

Første kulturelle indslag fra Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 på Regionshospitalet Randers fandt sted i sommeren, hvor det grønlandske herrekor Saqqaarsik sang salmer og viser i forhallen og i personalekantinen.

I de kommende måneder vil borgere kunne nyde store som små arrangementer på hospitalet fra programmet for kulturhovedstadsåret. Nogle af arrangementerne vil blive annonceret med, mens andre vil blive holdt hemmelige og dukke op til overraskelse for patienter, personale og borgere.

Arrangementerne fra kulturhovedstadsprogrammet er kommet i stand på Regionshospitalet Randers via Region Midtjyllands samarbejde med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Arrangementer i Randers Ugen 2017

Regionshospitalet Randers afholder arrangementer i forbindelse med Randers Ugen 2017. Alle borgere er velkomne. 

  • Kom og se sygehusmuseet
    Regionshospitalet Randers, Skovlyvej 15

    15. august kl. 10.00-17.00. Gratis entre.

  • Spis en økologisk middag i hospitalets forhal
    Regionshospitalet Randers, Skovlyvej 15

    16. august kl. 17.00-20.00
    Madbilletter købes via: www.regionshospitalet-randers/spis
  • Oplev Romeo and Juliet af dansegruppen MishMash i hospitalets forhal
    Regionshospitalet Randes, Skovlyvej 15
    17. august kl. 11.00. Gratis entre.

Yderligere oplysninger, kontakt:

  • Jonas Dahl, hospitalsdirektør, tlf.:2974 4145
  • Cecilia Honores Møller, kommunikationschef, tlf.:4079 2609