21.08.2017
Forskningens Dag ved NIDO | danmark, Hospitalsenheden Vest, åbnes i år officielt af uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.
Åbningen er startskud til en ambitiøs og spændende videnskabelig dag i Kongressalen, MCH Herning Kongrescenter, torsdag d. 24. august bl.a. med fokus på nye resultater fra hospitalets forskning i de store folkesygdomme.
NIDO | danmark, centeret for forskning og uddannelse ved Hospitalsenheden Vest, byder for tredje år i træk indenfor til Forskningens Dag d. 24. august. I år er dagen flyttet i endnu større rammer siden 2016 og ind i Kongressalen, MCH Herning Kongrescenter.
De nye forskningsresultater som præsenteres på Forskningens Dag understreger og udbygger hospitalets klare strategi og position indenfor forskning i de store folkesygdomme på internationalt niveau. I løbet af dagen vil man kunne blive klogere på en mængde ny viden om bl.a. hjertesygdomme, gigt og stress, der kan få betydning for behandlingen af nogle af de store folkesygdomme i den danske befolkning.
Tre universitetsklinikker og et større antal forskningsafsnit udgør rygraden i sundhedsforskningen på Hospitalsenheden Vest, hvor alle afdelinger bidrager. Det er en del af hospitalets mindset, at klinisk praksis, forskning, uddannelse og innovation går hånd i hånd. Resultater omsættes til praksis og samarbejder med patienter, kolleger, industri og erhvervsliv.
Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind understreger, at forskning er med til at fremtidssikre Danmark:
- Vi har behov for forskningsmiljøer i verdensklasse. Forskning i stress, hjertesygdomme og gigt kommer os alle sammen til gode. Det handler om forebyggelse, behandling og pleje. Det gør danskerne raskere, personalet på hospitalerne klogere og Danmark rigere, siger Søren Pind.
Mange af hospitalets forskere har et tæt forskningsmæssigt samarbejde med Aarhus Universitet, og institutleder Kristjar Skajaa glæder sig ikke mindst over samarbejdet med de tre universitetsklinikker inden for arbejdsmedicin, nyresygdom og blodtryksforhøjelse samt hånd-, hofte- og knækirurgi:
- Når Hospitalsenheden Vest har hele tre forskningsbaserede afdelinger tilknyttet forskningen på Aarhus Universitet, er det et håndgribeligt udtryk for, at vi i høj grad anerkender kvaliteten og omfanget af forskningsarbejdet i klinikken, siger Kristjar Skajaa.
År for år er Forskningens Dag vokset støt, hvilket både den videnskabelige kvalitet og en stærk opbakning og støtte fra samtlige forskningsmiljøer og samarbejdspartnere på tværs vidner om, lyder det fra lægefaglig direktør Jens Friis Bak, Hospitalsenheden Vest og forskningskoordinerende ledende overlæge ved NIDO | danmark, Annette Haagerup. Hun har som formand for det videnskabelige bedømmelsesudvalg været med til at tilrettelægge det videnskabelige program:
- Der er kommet mange ambitiøse og spændende videnskabelige bidrag til Forskningens Dag i år, og vi glæder os til at byde velkommen til en konference, som er spækket med nyskabende forskningsresultater. I alt 29 præsentationer bliver det til fra hospitalets dygtige forskere.
Fakta om Forskningens dag
Forskningens Dag i Hospitalsenheden Vest er videnskabens dag med mundtlige præsentationer, poster-præsentationer, inviterede foredrag og forskernetværk.
Programmet starter i Kongressalen, MCH Herning Kongrescenter kl. 09.30 og slutter kl. 18.00. Efterfølgende er der festmiddag for deltagerne i Kongrescentrets Teater-kælder med overrækkelser af dagens forskningspriser.
Flere oplysninger
- Jens Friis Bak, lægefaglig direktør, Hospitalsenheden Vest, tlf. 4093 7985
- Annette Haagerup, forskningskoordinerende ledende overlæge ved NIDO | danmark, tlf. 2461 9931
- Merete Friis Jeppesen, kommunikationskonsulent, tlf. 2962 4447
- Yderligere information om Forskningens Dag
- Om forskningen på Hospitalsenheden Vest
- NIDO | danmark