03.02.2017

Aarhus Universitetshospital indfører en hurtig test for gruppe B streptokokker hos fødende kvinder. Testen med DNA-teknik vil kunne spare mange kvinder for unødig behandling med antibiotika under fødslen.

Mandag 6. februar indfører Fødeafdelingen på Aarhus Universitetshospital som første fødested i Danmark en hurtig-test for bærertilstand med gruppe B streptokokker hos den fødende. Testen er baseret på DNA-teknik, og der kommer svar fra laboratoriet indenfor 4 timer.

Testen vil blive tilbudt til fødende i for tidlig fødsel eller med langvarig vandafgang.

Ca. 25 % af de gravide har gruppe B streptokokker i skeden, som kan overføres til barnet under fødslen, og i få tilfælde kan det føre til fx. lungebetændelse eller hjernehindebetændelse, som kan være meget alvorlig for det nyfødte barn.

For tidlig fødsel og langvarig fødsel øger risikoen for smitte og sygdom hos barnet, og disse fødende har hidtidigt rutinemæssigt fået antibiotikabehandling under fødslen, for at forebygge, at børnene bliver smittet med gruppe B streptokokker under fødslen, og dermed nedsætte risikoen for gruppe B streptokok-infektioner hos det nyfødte barn.

Testen har flere klare fordele for den fødende.

 - Primært forventes testen at medføre, en færre fødende skal have antibiotika under fødslen, idet det kun er de ca. 25 % med positivt test svar, der vil blive behandlet, siger overlæge ph.d. Rikke Bek Helmig, Kvindesygdomme og Fødsler.

En anden fordel er, at kvinder, der ikke har gruppe B streptokokker, vil have mulighed for ambulant fødsel. De vil således kunne gå hjem direkte efter fødslen i stedet for som nu at være indlagt til observation for infektion hos barnet i 24 -48 timer.

Det er et samarbejde mellem Afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler og Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, der har muliggjort en hurtig test for gruppe B streptokokker under fødslen.

- Samfundsmæssigt er det rigtigt godt, fordi vi reducerer forbruget af antibiotika uden at øge risikoen for infektioner, siger professor og ledende overlæge Svend Ellermann-Eriksen, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling.

Yderligere oplysninger:

Overlæge, ph.d. Rikke Bek Helmig, Kvindesygdomme og Fødsler, tlf: 3071 4758 eller mail: rikkhelm@rm.dk

Professor og ledende overlæge Svend Ellermann-Eriksen, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, tlf. 3092 2401 eller mail: svenelle@rm.dk