Midtjylland skråler kulturåret i gang
20.01.2017
Regionen genlød fredag af håb og drømme, da mere end 20.000 børnestemmer markerede, at hele Midtjylland er Europæisk kulturhovedstad. Også i børnehøjde.
20.000 børn fordelt i alle Region Midtjyllands 19 kommuner sang og dansede allerede fra morgenstunden fredag gang i den regionale børneåbning af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
Det skete med flotte lokale fortolkninger af temaet "ønskelandet", der sætter fokus på drømme i børnehøjde – det hele til tonerne af sangen "Ønskelandet", komponeret af Alberte Winding og Jan Rørdam.
Sangen har fået sin helt egen dans, opfundet af koreografer fra Dansehallerne. Den kan høres i sin originale indspilning her – samt opleves live med Alberte i Holstebro klokken 16 fredag eftermiddag. Men den er mindst lige så god, når det er de midtjyske børn, der synger den.
Det gør de blandt andet på Kulturhovedstadens Facebook-side, hvor der er masser af billeder og video fra arrangementerne rundt omkring i regionen.
Officiel åbning lørdag
Dagen efter børneåbningen står den på officiel åbning af Aarhus 2017, hvor der er lagt op til en både magisk og begivenhedsrig dag og aften i Aarhus.
Men lørdag byder også på Kulturhovedstads-arrangementer i andre dele af regionen. For eksempel med Dawn Ride, hvor en lysende cykel-parade ved morgengry bevæger sig gennem de midtjyske byer.
Udover at byde på et væld af store og storslåede små oplevelser er den regionale børneåbning af Kulturhovedstaden en forsmag på de mange kulturevents, der løber af stablen i hele regionen i løbet af året.
Læs meget mere om Region Midtjylland som Kulturhovedstad 2017.