Terapi skal hjælpe flere børn og unge med tvangstanker
03.07.2017
Forskningsprojekt viser, at 75 procent har gavn af kognitiv adfærdsterapi i behandlingen af OCD. Forskergruppen har nu modtaget en donation, som blandt andet skal bruges på undervisning af danske psykologer og børne- og ungdomspsykiatere i denne behandlingsmetode.
I samarbejde med andre nordiske centre har Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Risskov, udført det hidtil største studie af kognitiv adfærdsterapi i behandlingen af OCD hos børn og unge. Forskningsprojektet viste, at cirka tre ud af fire havde god effekt af 13-14 sessioner med kognitiv adfærdsterapi. Terapien blev givet individuelt og i tæt samarbejde med forældrene.
På baggrund af studiets resultater har forskergruppen v. Per Hove Thomsen udarbejdet en manual i bogform til behandlere i hele Danmark. Gruppen har nu modtaget en donation på 688.210 kr. fra TrygFonden med henblik på at støtte en formidlingsplan for manualen. Donationen skal blandt andet bruges på at afholde symposier og undervisningssessioner, hvor danske psykologer og børne- og ungdoms¬psykiatere kan tilegne sig denne behandling.
Fakta:
OCD (svære tvangstanker og handlinger) påvirker 1-2 procent af alle børn og unge. Tilstanden kan være invaliderende og ødelæggende for et barns skolegang og personlige liv.
Typiske symptomer på OCD kan være overdreven håndvask på grund af sygelig angst for sygdom eller bakterier, eller at barnet skal tjekke at vandhanen er lukket, dørene låst og så videre. Børn med OCD ved selv med deres fornuft, at deres tvangstanker og tvangshandlinger er stærkt overdrevne, men de er ude af stand til at kontrollere dem.
Den anbefalede behandling er kognitiv adfærdsterapi, hvor man psykoterapeutisk træner børnene i at gå imod deres tvangssymptomer i større og større omfang og dermed genvinde kontrollen over deres egen adfærd og liv.
Flere oplysninger:
Professor og overlæge Per Hove Thomsen, tlf. 7847 3360 eller mail: per.hove.thomsen@ps.rm.dk