30.06.2017 (Opdateret 16.10.2017 og 31.10.2017)

Regionshospitalet Viborg offentliggjorde 30. juni 2017, at der var opstået mistanke om fejl i undersøgelser for brystkræft. Mistanken knyttede sig til en bestemt overlæges undersøgelser. Patienterne var henvist til undersøgelse i Regionshospitalet Viborgs Brystklinik enten fra egen læge eller til uddybende undersøgelse efter brystkræftscreening.

Godt 3.600 patienter, som den pågældende overlæge havde undersøgt og frikendt for brystkræft siden juli 2015, fik tilbud om en ny undersøgelse (et ekstra sikkerhedstjek). Status pr. 31. oktober er, at 2.162 patienter tog imod tilbuddet, og blandt disse har 21 fået diagnosticeret brystkræft ved sikkerhedstjekket.

Patienterstatningen vurderer nu, om disse 21 patienter har krav på erstatning.

Herudover har Region Midtjylland sendt erstatningsvejledning til i alt 24 patienter. Efter en gennemgang af journalmateriale for de seneste 10 år er der opstået tvivl om, hvorvidt alle retningslinjer er overholdt ved undersøgelse af de pågældende. Blandt disse er ni patienter undersøgt på Regionshospitalet Randers – heraf seks af en anden overlæge, som blev fritaget for sine opgaver i 2011 efter fejl i brystkræftundersøgelser.

Har du fortrudt?

Du kan stadig komme til en ordinær undersøgelse, hvis du er blandt dem, der i juli fik brev eller mail i e-Boks med tilbud om sikkerhedstjek. Men det er ikke længere muligt selv at booke tid, så du skal i stedet bede din praktiserende læge om at henvise dig.

Tilbud om hotline-kontakt er udløbet

Den telefoniske hotline er også lukket. Her har tidligere brystkræftpatienter kunnet hente råd og vejledning, siden tilbuddet om sikkerhedstjek blev oprettet.

Besøg eventuelt Brystklinik – Røntgen og Skanning på Hospitalsenhed Midts hjemmeside.

Se også pressemeddelelse fra Hospitalsenhed Midt fra 31. oktober 2017 


Historik

Region Midtjylland har løbende opdateret denne midlertidige hjemmeside. Hvis du er interesseret, kan du klikke ind nedenfor under "Historik". Her kan du se, hvad vi tidligere har publiceret i perioden fra 30. juni til 31. oktober 2017.